Det går faktisk godt med integrationen i Danmark. I hvertfald hvis man kigger bag mediernes overskrifter og politikernes udfald og mistænkeliggørelse af flygtninge og indvandrere – og i stedet tager et kig på de faktiske tal.

Det er dybt kontroversielt at sige i dagens Danmark, at det går godt med integrationen. Det en af de største offentlige fortielser. 

Og det gør Özlem Cekic.

– Det er dybt kontroversielt at sige i dagens Danmark, at det går godt med integrationen. Det en af de største offentlige fortielser. For det er ikke den virkelighed, der bliver afspejlet af medier og politikere i den offentlige debat. I øjeblikket foregår der en skævvridning af dimensioner, siger hun til Arbejderen.

 Özlem Cekic er rådgiver, foredragsholder, debattør og forfatter. Hun ser sig selv som en brobygger, der bygger bro mellem befolkningsgrupper for at bekæmpe had og fremme dialog. Hun holder dialogkaffe-møder med mennesker, hun er enig og uenig med. Hun bruger især sin Facebook-side, der har næsten 81.000 følgere, til at skabe dialog.

Tallene taler deres eget sprog. Langt flere af indvandrerne kommer i arbejde. Beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere op til 64 år er 51 procent. Men det går den rigtige vej. Blandt de ikke-vestlige indvandreres børn er 66 procent i arbejde, viser regeringens egne tal.

Og ikke mindre end 40 procent af de 20-24-årige ikke-vestlige efterkommere er i gang med en videregående uddannelse. Blandt etnisk danske unge er kun 36 procent i gang med en videregående uddannelse.

Folk troede på mig

Det der virker i forhold til at sikre integration, er at give mennesker håb, uddannelse og arbejde, understreger  Özlem Cekic.

– Tvang og forbud er udtryk for politisk dovenskab. Det er udtryk for, at poltikerne ikke orker det lange, seje træk det kræver at sikre god integration. Men hverken holdninger eller handlinger forsvinder af tvang. Ingen mennesker vokser af at blive dæmoniseret og stemplet som en byrde.

Mine forældre var arbejdsløse, og jeg gik i skole med en masse andre børn i samme situation. Det, der hjalp mig videre, var, at der var nogle mennesker, der troede på mig. 

Hun bruger sig selv som eksempel. Hun er nemlig selv et omvandrende eksempel på integration, der er lykkedes. 

Hun er oprindeligt kurder, født i Ankara i Tyrkiet. Hun flyttede til Danmark som ti-årig sammen med sin familie. Hun var den første i sin familie, der fik en uddannelse. Hun blev student fra Rysensteen Gymnasium i 1996, uddannede sig til sygeplejerske og fik arbejde på Rigshospitalet.

Hun har også arbejdet i psykiatrien med blandt andre traumatiserede flygtninge og indvandrere. Og hun har været medlem af både Folketinget og af bestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd. 

– Mine forældre var arbejdsløse, og jeg gik i skole sammen med en masse andre børn i samme situation. Det, der hjalp mig videre, var, at der var nogle mennesker omkring mig, især i skolen, der troede på mig. De havde ambitioner for mig. De drømte for mig. Derfor blev jeg en mønsterbryder.

Det menneskesyn tror hun også kan hjælpe andre, mener Özlem Cekic.

– Når det gælder om at motivere direktører og virksomheder til at flytte, så bruger man gulerødder – men når det gælder om at "motivere" flygtninge, indvandrere og andre udsatte grupper, så finder man pisken frem og taler om tvang.

Integration der virker

Özlem Cekic mener, at der findes masser af eksempler på integration, der virker.

– Ude i det virkelige liv er der masser af integration. DBU tager særlige initiativer for at tiltrække unge med anden etnisk baggrund. Venligboerne gør et kæmpe stykke arbejde. Foreninger gør en masse for at få kvinder med anden etnisk baggrud til at være en del af foreningslivet. Integrationen var aldrig lykkedes, hvis ikke danskerne havde taget imod flygtninge og indvandrere på arbejdspladsen, i skolerne og i foreningslivet.

Hun fremhæver blandt andet, at Integrationshuset Kringlebakken i København har succes med at få børn med anden etnisk baggrund i vuggestue.

– Kringlebakken indskriver både mor og barn i institutionen. Det betyder, at moren kan være sammen med sit barn. Det giver udsatte familier med anden etnisk baggrund tryghed. Vi skal huske på, at de her familier skal aflevere deres barn i mange timer til en helt anden kultur. Men hvis det sker via åbenhed, dialog og frivillighed, så kan det lykkes at få de her børn i institution. Hvis bare de får tid til at lære institutionen at kende, og finder ud af, at her arbejder nogle dygtige pædagoger.

– Hvorfor ikke udvide den model til resten af landet? Den virker jo, påpeger Özlem Cekic.

Uddannelse og arbejde

Også folkeskolen spiller en vigtig rolle i forhold til at sikre integration. 

– Jeg går ind for, at vi skal bo, arbejde og leve sammen. I stedet for at foreslå tvangsspredning af elver med anden etnisk baggrund bør politikerne investere i folkeskolen, så den igen bliver attraktiv for alle.

Mange socialt udsatte familier vil gerne flytte væk fra områder med bandekriminalitet og overlade deres lejlighed til mere ressourcestærke familier. Men hvor skal de flytte hen? 

Det samme gælder videre i de unge uddannelsesliv.

– Produktionsskoler og tekniske skoler er blandt de skoler, der har den største opgave at løfte i forhold til at sikre integration og sikre en uddannelse til underdanmarks børn og unge. Alligevel nedprioriteter politikerne igen og igen netop produktionsskoler og tekniske skoler. Vi skal have stoppet nedskæringerne og sikret investeringer, så endnu flere unge kan få en uddannelse, uanset deres sociale og etniske baggrund.

– Uddannelse og arbejde giver mennesker noget at stå op til. Og det giver arbejdende rollemodeller til børnene. De oplever, at samfundet har brug for mor og far.

Özlem Cekic mener også, at det er nødvendigt at kigge på den etniske og sociale sammensætning i boligområder og sikre, at der både bor socialt udsatte familier og ressourcestærke familier. Men hun går ikke ind for tvang.

– Jeg tror på, at man kan løse det her med frivillighed. De sociale problemer, der er er i udsatte boligområder, kan løses med en massiv social- og beskæftigelsesindsats. Mange socialt udsatte familier vil gerne flytte væk fra områder med bandekriminalitet og overlade deres lejlighed til mere ressourcestærke familier. Men hvor skal de flytte hen? Der er ingen billige almennyttige boliger. Hvorfor ikke give udflytningspakker og bygge mere almennyttigt, så det bliver muligt for folk at flytte.

Det er dokumenteret, at folk med med anden etnisk baggrund har sværere ved at få en lejlighed. Så der foregår også en strukturel diskrimination, der betyder, at de her mennesker ikke har økonomiske muligheder for bare lige at flytte, påpeger Özlem Cekic.

Der er udfordringer

Selvom det går godt med integrationen i Danmark, så er der også udfordringer, understreget Özlem Cekic.

– Langt de fleste af de her problemer er sociale og økonomiske problemer. De kan løses ved at sikre uddannelse og arbejde, sætte ind med social hjælp og afskaffe fattigdomsydelserne. Politikerne vil "løse" problemet med de såkaldte ghettoer ved at rive lejlighederne ned. Men det får folk ikke et arbejde af. Jeg tror, at vi kan løse langt størstedelen af de her problemer, hvis vi giver folk noget at stå op til.

– Men der er også udfordringer, der har rod i kulturforskelle. Der er problemer med kvindeundertrykkelse og med mennesker, der har en anden demokratiopfattelse. Men de problemer går igen i alle kulturer. I stedet bør vi styrke den demokratiske dannelse generelt. Især igennem folkeskolen.

– Jeg forstår ikke burkaer, men kunne aldrig drømme om at forbyde dem. Nogle af kvinderne i burka bliver tvunget af deres mænd til at dække sig til. Men vi frigør ikke de undertrykte kvinder ved at kriminalisere dem.

Faktisk går kun et fåtal af muslimerne i Danmark med burka og niqab. Og en undersøgelse viser, at langt størstedelen af dem, der går med niqab er etnisk danske kvinder, der er konverteret til islam.

– Det er altså kvinder, der er født og opvokset i Danmark, som har danske forældre, og som har truffet et bevidst valg, fortæller Özlem Cekiz.

Hun undrer sig over, at samtidig med at politikerne vil indføre burkaforbud i ligestillingen og demokratiets navn, så er de selvsamme politikere med til at gøre kvinderne endnu mere afhængige af deres mænd.

– Politikere har indført et kontanthjælpsloft, der især gør de arbejdsløse etniske kvinder afhængige af deres mænd. Kontanthjælpsloftet er en kæmpe hæmsko for ligestillingen, fordi kvinderne må gå tiggergang hos deres mænd. Hvis regeringen er interesseret i at fremme ligestillingen blandt indvandrerne, så start med at afskaffe kontanthjælpsloftet.

Demokrati er ingen selvfølge

Men indsatsen for at styrke demokratiet er ikke kun en udfordring i forhold til flygtninge og indvandrere – det er en udfordring for alle i Danmark, understreger Özlem Cekic.

– Vi må ikke betragte vores demokrati som en selvfølge. En stor del af de etnisk danske unge i folkeskolen går ind for at begrænse ytringsfriheden for muslimer og homoseksuelle, viser en undersøgelse, som kom for et par år siden. Næsten halvdelen af de adspurgte unge mener ikke, at ytringsfriheden bør gælde for muslimer. Og hver tredje mener, at ytringsfrihed ikke bør gælde for homoseksuelle.

Hun har ikke meget tilovers for politikernes udspil til "løsningsforslag" på de problemer, de selv er med til at puste op.

– Hvis du lægger den seneste tids forslag op på en række, er det tydeligt, hvor vidt det er nået. Mange af de her forslag er totalitære. Politikerne er klar til at lovgive om, hvad borgerne må spise, hvad for noget tøj de må have på, hvem de må gifte sig med, hvor de skal bo, hvilken daginstituion og skole deres børn skal gå i. Jeg havde aldrig troet, at den slags lovgivning kunne støttes af et flertal i Folketinget.

– Tvang er ikke vejen frem. I stedet skal vi tro på mennesker – og tro på, at de vil det bedste for sig selv og alle andre, lyder det fra Özlem Cekic.