Når stat, regioner og kommuner hvert år sender offentlige opgaver som ældrepleje og rengøring i udbud, løber de gennemsnitlige omkostninger op i to procent, svarende til to milliarder skattekroner.
Hvad enten det er to eller 12 procent, så er det pokkers mange penge.
Dennis Kristensen, FOA.
Det fremgår af en undersøgelse, lavet af forskerne Ole Helby Petersen fra Roskilde Universitetscenter og Erik Bækkeskov fra Københavns Universitet. De har som de første undersøgt omkostningerne ved selve udbudsrunden.
"I datasættet varierer udbudsomkostningerne fra 5.000 kr. til 1,6 mio. kr. eller mellem 0,04 procent og 12,36 procent af udbuddets samlede kontraktværdi", skriver forskerne, der konkret har undersøgt 79 offentlige udbudsrunder.
>> DU KAN LÆSE RAPPORTEN HER
Forskerne understreger selv, at resultatet ikke nødvendigvis er repræsentativt, men at det "kan tjene som illustration af størrelsen på offentlige myndigheders udbudsomkostninger".
– Men hvad enten det er to eller 12 procent, så er det pokkers mange penge. Det overses gang på gang i debatten, når der igen og igen kun fokuseres på bundlinjerne, siger FOA's forbundsformand Dennis Kristensen.
Konkurrenceudsætter 25 %
Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har de udbudsegnede opgaver i staten, regioner og kommuner en samlet værdi på 390 milliarder kroner. Heraf blev opgaver til en værdi af 100 milliarder kroner konkurrenceudsat i 2013, svarende til 25,4 procent.
Dennis Kristensen hæfter sig ved, at den nye undersøgelse kun viser billedet inden et udbud. Når udbuddet er gennemført, så har det offentlige også omkostninger i form af tilsyn, kontrol og opfølgning over for kontrakthaverne. Dette beløb er ukendt.
– Og så viser erfaringen desværre også, at det offentlige har millionstore regninger som følge af striben af konkurser i blandt andet hjemmeplejen. Omkostningerne løber ved de store konkurser gang på gang op i millionbeløb, som hver gang betales af skatteyderne, påpeger Dennis Kristensen.
I Aarhus kender den lokale FOA-afdeling kun alt for godt til, at det koster skattekroner, når politikerne vil have private firmaer til at overtage offentlige opgaver.
Siden efteråret 2014 har kommunens plejeboliger Bøgeskovhus i Viby været drevet i et såkaldt offentlig-privat samarbejde med det private firma Forenede Care. Samarbejdet omfatter blandt andet pleje og praktisk hjælp af borgerne i de tilhørende plejeboliger og ældreboliger, samt drift af cafeen på lokalcenteret.
– Kommunen har ikke oplyst, hvad udbudsprocessen i forhold til Bøgeskovhus har kostet. Men vi ved, at den har været dyr og nok også endnu dyrere, end andre udbudsprocesser, siger Kirsten Normann Andersen, formand for FOA Aarhus, til Arbejderen.
Et helt almindeligt udbud
Hun fortæller, at personalet deltog på mange forberedende møder og seminarer, fordi udbuddet skulle være et offentligt privat samarbejde, hvor alle skulle lære af hinanden.
– Men i realiteten har udliciteringen af Bøgeskovhus været et helt almindeligt udbud, hvor det er meget svært at se, hvad kommunen har kunnet lære af gode ting. Tværtimod har kommunen brugt mange ekstra ressourcer på at kontrollere plejekvaliteten, siger FOA-forkvinden.
Forvaltningen Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune har lovet at vende tilbage med oplysninger om udgifterne til forberedelsesarbejdet og selve udbudsprocessen, men nåede det ikke inden deadline på den trykte avis.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278