07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Udspil fra KL skal sikre mere villig arbejdskraft

Førtidspensionister skal i job

Udspil fra KL skal sikre mere villig arbejdskraft

Kommunernes Landsforening vil øge udbuddet af arbejdskraft ved at sænke overførselsindkomster og fratage førtidspensionister med en minimum af arbejdsevne pensionen.

Hvis det står til Kommunernes Landsforening, skal 27.000 førtidspensionister sendes i arbejdsprøvning for at se, om de alligevel ikke kan arbejde en smule (modelfoto).
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

De omkring 27.000 danskere under 50 år, som har fået tilkendt førtidspension før 2003, skal igen i arbejde, i det omfang de overhovedet er i stand til at yde en vis arbejdsindsats. Det foreslår Kommunernes Landsforening (KL) i et nyt beskæftigelsesudspil.

Forventningen om, at man har en stor arbejdskraftreserve blandt førtidspensionister, er fuldstændig urealistisk.
Iben Nørup, arbejdsmarkedsforsker

KL ønsker, at de "gamle" førtidspensionsister får testet deres arbejdsevne igen i arbejdsprøvninger. Hvis testen viser, at de kan holde til at arbejde blot nogle få timer om ugen, skal de stå til rådighed for arbejdsmarkedet i det omfang de kan. Og virksomhederne skal sikre, at der er plads til dem.

Desuden skal der gennemføres en "ydelsesreform", der forenkler kontanthjælpssystemet og i højere grad end nu sikrer, at "alle ledige har de rette økonomiske incitamenter til at komme i uddannelse eller job". Et rigtigt skridt i den retning er det netop vedtagne dagpengeforlig, der forringer dimittendsatsen for ikke-forsørgere fra 80 til kun 71,5 procent af dagpengesatsen, kan man læse i KL's udspil. 

A-kasser ud af spillet

Desuden skal rådighedskravene til de arbejdsløse være skrappere, så de både fagligt og geografisk bliver mere mobile. I den forbindelse skal det også overvejes, om den nuværende ordning, hvor a-kasserne står for rådighedsvurderingen af dagpengemodtagere, er det optimale "med henblik på en effektiv rådighedshåndhævelse," som der står i udspillet.

– Kommunerne skal have bedre mulighed for at lukke for kassen, hvis dagpengemodtagerne siger nej til et job eller ikke møder op til samtale. Det er ikke rimeligt, at nogle siger nej, fordi de skal køre for langt, eller jobbet ikke er det helt rigtige. Der ser vi gerne, at vi får bedre mulighed for at sanktionere, ligesom vi har med kontanthjælpsmodtagere, forklarer Carsten Rasmussen (S) til Avisen.dk.

Han er borgmester i Næstved og med i KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, der står bag anbefalingerne.

På uddannelsesområdet skal det nuværende taxametersystem erstattes af et bevillingssystem, hvor uddannelsesinstitutionerne får bevilget penge, alt efter hvor godt uddannelsesudbuddet passer til virksomhedernes aktuelle behov. Det skal suppleres med en højere grad af kvotestyring.

DE: Godt med tvang, men…

Dansk Erhverv hilser KL's udspil om mere økonomisk tvang overfor knap så arbejdsmarkedsparate arbejdsløse og nye rådighedsvurderinger af førtidspensionister velkommen. Derimod er brancheorganisationen knap så åben overfor KL's krav til virksomhederne om at sikre arbejdspladser til de borgere, der ikke har så stor en arbejdsevne, men som KL vil have ud på arbejdsmarkedet.

– Vi deler ambitionen om, at færre skal være på offentlig forsørgelse og flere i job. Men hvor KL lægger op til ”forpligtende” tiltag for virksomhederne i forhold til at få flere svage grupper ind på arbejdsmarkedet, så er vi af den overbevisning, at rummelighed skabes via frivillighed og ikke via tvang, siger Stine Pilegaard Jespersen, underdirektør i Dansk Erhverv.

Tvivl om KL's jobtal

KL begrunder forslagene med, at de kommunale jobcentre er begyndt at have problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne.

– Det er afgørende, at både regeringen, Folketinget, kommuner, virksomheder og lønmodtagere anerkender, at mangel på arbejdskraft kan kvæle det spirende opsving og dermed blive en alvorlig hæmsko for vækst og velfærd. Det kan godt være, at problemerne stadig er i sin vorden, men vi har behov for allerede nu at drøfte initiativer til at sikre kvalificeret arbejdskraft på alle områder fremover, siger Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus og formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

Ifølge KL's beregninger vil en genvurdering af de 27.000 "gamle" førtidspensionister alene kunne sende 5000 af dem ud på arbejdsmarkedet. Det sår Iben Nørup, arbejdsmarkedsforsker på Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet, dog tvivl om. 

– Der vil selvfølgelig altid være nogle stykker, som er i stand til at arbejde nogle timer i støttet beskæftigelse. Men forventningen om, at man har en stor arbejdskraftreserve blandt førtidspensionister, er fuldstændig urealistisk, siger Iben Nørup til Avisen.dk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. nov. 2015 - 05:27   29. nov. 2015 - 05:30

Jobreform

he@arbejderen.dk
KL's jobreform

KL's udspil "Mere arbejdskraft" indeholder blandt andet følgende elementer:

Reformer, der øger arbejdsudbuddet: Arbejdsevnen hos personer under 50 år på "gamle" førtidspensionsordninger skal genvurderes. Den offentlige og private sektor skal forpligtes til at finde jobåbninger for dem, der vurderes at have lidt arbejdsevne i behold. En ekspertgruppe skal komme med forslag til et forenklet, sammenhængende system for overførselsindkomster, der "sikrer, at alle med arbejdsevne har incitament til at arbejde eller uddanne sig". Virksomheder skal have lettere adgang til at rekruttere udenlandsk arbejdskraft.

Større mobilitet af arbejdskraften: Pendlermulighederne skal forbedres, så arbejdsløse kan/skal søge job længere væk fra hjemmet. Der skal iværksættes en undersøgelse af behovet for en stramning af sanktionsreglerne for dagpengemodtagere og for at tjekke, om administratorerne af rådighedsreglerne (i dag a-kasserne) er de rette til opgaven.

Reform af uddannelsessystemet: Den nuværende taxameter-baserede styring af uddannelserne skal ændres, så uddannelsesinstitutionerne får penge efter, hvor godt de opfylder virksomhedernes behov for uddannet arbejdskraft.