Økonomisk lige lande klarer sig bedre end lande med ulighed.

Det var et af hovedbudskaberne, som direktør i tænketanken Cevea, Kristian Weise, slog fast, da han foran et halvt hundrede økonomer forklarede, hvorfor han mener, det er vigtigt at tage den stigende ulighed i samfundet alvorligt.

Den øgede ulighed i verdens rigeste lande har fået fornyet fokus, efter at den franske økonom Thomas Piketty har fået udgivet sin bog ”Kapitalen i det 21. Århundrede” på engelsk.

Jo større økonomisk ulighed, jo flere sociale og helbredsmæssige problemer.

I bogen fremlægger han data, der viser, at den økonomiske ulighed er stigende, og han forsøger at dokumentere, at den stigende ulighed er normaltilstanden i de kapitalistiske samfund. 

Pikettys konklusioner var udgangspunktet, da NETØK, Netværk for økonomisk politisk debat, sidst i september afholdt seminar om den stigende ulighed med blandt andre Kristian Weise som oplægsholder.

Kristian Weise bygger sine konklusioner på en række internationale studier fra vestlige lande, som viser, at der er en direkte sammenhæng mellem, hvor stor den økonomiske ulighed er i et land og omfanget af landets sociale og helbredsmæssige problemer.

Rige USA har mest ulighed

Øget ulighed i samfundet giver kortere levetid, øget analfabetisme og større spædbørnsdødelighed. Der er også flere drab, mindre tryghed, flere indsatte i fængsler, flere teenagefødsler, flere psykisk syge og større problemer med fedme og misbrug i samfund med stor ulighed.

Jo større den økonomiske ulighed er i et land, jo flere sociale og helbredsmæssige problemer er der.

Omfanget af problemerne er til gengæld ikke nært knyttet til, hvor stor den gennemsnitlige indkomst er. Af de 21 vestlige lande, der indgår i en af undersøgelserne, er USA og Portugal dem med den største ulighed. De to lande har samtidig de fleste sociale og helbredsmæssige problemer.

Men USA er samtidig det land i undersøgelsen, der har den højeste gennemsnitlige indkomst med cirka 37.000 dollars per indbygger om året, mens Portugal ligger i bund med cirka 18.000 dollars per år.

Fra 1920 og frem til 1980 forløb udviklingen i ulighed stort set parallelt i de vestlige lande. I 1920 fik den ene procent af befolkningen med de højeste indkomster (Top 1) knap tyve procent af landenes samlede indkomst.

Hen over det store børskrak i 1929, depressionen i trediverne og Anden Verdenskrig faldt Top 1's andel af de samlede indkomster. I 1970'erne var deres andel nede på cirka syv til otte procent. 

Efter 1980 skiller udviklingen i USA under Reagan og i Storbritannien under Thatcher sig ud i forhold til de øvrige vestlige lande. Uligheden vokser hurtigt. I 2010 var Top 1 gruppens andel af indkomsterne i USA på niveau med situationen i 1920´erne, mens andelen i Storbritannien lå på omkring 15 procent.

Uligheden stiger i Danmark

I lande som Tyskland, Frankrig, Sverige og Danmark er Top 1-gruppens andel af den samlede indkomst på under ti procent.

Specielt de nordiske lande med de kollektive velfærdsmodeller har lav ulighed sammenlignet med de andre vestlige lande, men her kan økonomerne også begynde at dokumentere en stigende økonomisk ulighed.

Ifølge det danske økonomiministeries egne beregninger er indkomstfordelingen herhjemme blevet mere ulige de sidste 10 år. Ministeriet måler indkomstfordelingen ud fra den såkaldte Gini-koefficient, hvor nul svarer til en lige indkomstfordeling, mens 1 betyder den totale ulighed, hvor en person har al indkomst. 

I det perspektiv er uligheden i indkomstfordelingen i Danmark gået fra 0,20 i 1994 til 0,25 i 2010.

Kontorchef Martin Ulrik Jensen fra Økonomiministeriet oplyste på NETØK-seminaret, at udviklingen primært skyldes udviklingen i kapitalindkomst som for eksempel renteindtægter og aktieudbytte og ikke øget lønspredning eller skattereformerne, selvom de også har øget uligheden. 

Hvis kapitalindkomst ikke regnes med, ville uligheden i 1994 kun have været 0,19 og i 2010 på 0,21. 

USA havde til sammenligning en ulighed i indkomstfordelingen i 2010 på 0,47.

SR-regeringen har ifølge Kristian Weise ændre fokus i spørgsmålet om ulighed. Tidligere var opmærksomheden rettet mod ulighed i indkomst, mens der nu ses på ulighed i folks muligheder. Det sidste er svært at måle.

Kristian Weise påpeger, at der er en klar sammenhæng mellem de to former for ulighed.

- Vores lighed og ulighed påvirker vores politiske valg. Penge spiller en stigende rolle for, hvordan vi træffer vore valg, og penge spiller en stadig større rolle i forhold til de ressourcestærke borgere, siger Kristian Weise.