06 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Unge diskuterer flygtninge

Myter møder fakta

Unge diskuterer flygtninge

Elever på Københavns Åbne Gymnasie satte i sidste uge fokus på den globale flygtningekrise. I 14 forskellige workshops kunne eleverne blive klogere på strømmen af informationer om flygtningesituationen og få bearbejdet deres egne holdninger.

Københavns Åbne Gymnasium er et multikulturelt gymnasium, der lægger stor vægt på at ruste de unge til at indgå i en global verden.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Hvordan gennemskuer og håndterer man den flygtningekrise, verden står over for, når man er ung og går på et multietnisk gymnasium?

Og hvordan bearbejder man, som ung, informationer om død, flugt og krig, som unægteligt er en del af den daglige medieformidling? 

Det var nogle af de problemstillinger, Københavns Åbne Gymnasium (KG) satte fokus på, da de unge i sidste uge åbnede dørene for den elev-iværksatte flygtningedag.

– Det er en problematik, der berører alle elever, og mange føler et behov for at blive informeret om flygtningekrisen plus at få bearbejdet det i fælleskab, lød det fra de fire arrangører Linnea, Clara, Birgit og Karla, som alle er elever på gymnasiet.

Der var lagt i ovnen til en info-dag, som eleverne selv kunne vælge at deltage i – og det gjorde de flittigt.

Og i foyeren, blandt de mange grupper af unge, kunne man overvære samtaler om både kantinekaffe og "den der Dublin-forordning".

Elever tager initiativ

Arrangementet var udelukkende elevstyret men med stor opbakning fra både gymnasiets rektor og lærere. 

– Vi synes, at det er helt fantastisk, at vi som elever har fået mulighed for at få stablet det her arrangement på benene, siger Karla Lauersen, som er en af de fire medarrangører.

De fire unge kvinder er aktive i "Globale Gymnasier", som er et samarbejde mellem 12 gymnasieskoler rundt om i landet.

Sammen med lærere og rektorerne på skolerne arbejder de for at gøre gymnasierne mere globalt orienteret.

– Det var egentlig nogle elever fra 3. E, som kom og spurgte os, om vi ikke skulle lave noget i forbindelse med flygtningekrisen, siger Linnea Biermann og tilføjer:

– Og det passede meget godt med, at vi i vores globale gymnasie-gruppe gerne ville lave noget, der gav mening og som også var aktuelt, siger hun til Arbejderen.

Det mangfoldige gymnasium

Københavns Åbne Gymnasium er et multikulturelt gymnasium, der lægger stor vægt på at ruste de unge til at indgå i en global verden. 

Gymnasiet rummer også mange forskellige nationaliteter. Og derfor har det også været svært for eleverne at finde ud af, hvordan de skulle forholde sig til flygtninge-debatten.

– Vi var i tvivl om, hvordan vi skulle håndtere og diskutere det, uden at det blev rettet mod nogle, og uden at man blev misforstået, siger Linnea Biermann.

Det var en videooptagelse fra flygtningesituationen ved den danske grænse, der i en samfundsfagstime for alvor satte gang i diskussionen.

– Det startede en kæmpe diskussion i klassen, hvor nogle prøvede at forklare, hvorfor politiet handlede som de gjorde, og andre blev meget oprørte over det, de så, forklarer Linnea Biermann.

– Det satte mig i en position, hvor jeg havde svært ved at ytre noget og ikke kunne finde ud af, hvornår jeg blev forstået, og hvornår jeg blev misforstået. Det var meget frustrerende, fordi vi i bund og grund har den samme grundholdning allesammen.

Ifølge initiativtagerne har det derfor også været en vigtig mission, at flygtningedagen skulle bidrage til, at den enkelte kunne få vendt deres tanker omkring emnet.

Mere oplyst og rustet

Godt 280 elever deltog i de i alt 14 forskellige workshops, som blev afholdt om formiddagen.

Workshoppen om "Viden og formidling" handlede om at få styr på strømmen af informationer om flygtningenes vilkår, antal og på forskellen mellem migranter og flygtninge.

Der blev også afholdt wokshops om klimaflygtninge samt historiefortæller-workshop og Mythbuster-workshop.

Det er en problematik, der berører alle elever, og mange føler et behov for at blive informeret om flygtningekrisen,
Linnea  Biermann, medarrangør

På workshoppen "KG-Mythbusters" kan eleverne få aflivet nogle af de myter, der florerer omkring flygtninge.

– Vi har talt meget om flygtningesituationen i klasserne, og det er et stort samtalemene i medierne. Derfor synes vi, at det kunne være spændende at være med i Mythbuster-workshoppen og blive klogere på myter, som at vi ikke har plads til flygtninge i Danmark og at flygtninge er voldelige, siger Cecilie Herup og Asta Nielsen, som begge er elever på gymnasiet.

Wokshoppen skal munde ud i en plakat inspireret af en international FN-kampagne, som skal gøre op med nogle af de klassiske fordomme, der er omkring flygtninge. 

Foruden gymnasiets lærere havde Københavns Åbne Gymnasium også inviteret fire gæster ude fra til at holde oplæg på de forskellige workshops. 

Blandt andre Gonzalo Vargas fra Amnesty International, som var inviteret til at holde oplæg om integration og baggrunde for diskrimination og racisme.

– Meningen med det her arrangement er også, at eleverne igennem de her workshops skal skabe et produkt, så vi kan gå hjem med følelsen af at være mere oplyst og rustet til at formidle den her problematik videre til andre, siger Klara Lauersen, medarrangør og gymnasieelev på KG.

Refleksion

Trods påstanden om at unge skoleelever bruger for meget tid på deres smarts-phones i undervisningstiden, var det syn, der mødte Arbejderen, en flok engagerede og interesserede unge mennesker, som aktivt deltog i de forskellige workshops.

– Det er i sig selv en succes, at vi elever har fået stablet den her dag på benene, og at folk faktisk gider deltage, siger Linnea Biermann og bliver mødt med et enstemmigt "ja" fra hendes tre medstuderende.

Selv om der bliver samlet ind til Dansk Flygtningehjælp senere på dagen, er det vigtigt for dem at slå fast, at arrangementet ikke først og fremmest er et velgørenhedsprojekt.

– Formålet med det her arrangement er, at den enkelte elev kan få bearbejdet sine egne holdninger og tanker omkring flygtningesituationen.

Som gymnasieelev er det virkelig svært, at sætte ord på den her situation. Det er også svært, at finde ud af, hvad der forventes af én.
Clara Plata, medarrangør

 

Til inspiration

Senere på dagen var der fremvisning af de produkter, eleverne havde lavet på de forskellige workshop.

På den måde kunne alle elever, som havde deltaget på flygtningedagen, få et indblik og en fælles forståelse af den aktuelle flygtningekrise.

Arrangementet sluttede på fornuftig vis med en café med hjemmebag, kaffe og te, hvor eleverne fik samlet penge ind til Dansk Flygtningehjælp.

– Vi håber også, at den her dag kan være med til at inspirere andre unge og andre skoler til at gøre det samme. Men også sende et signal til andre elever og unge om, at de ikke skal være bange for at debattere det her emne, lyder det fra de unge arrangører.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. nov. 2015 - 08:08   04. nov. 2015 - 08:10

Reportage

kkp@arbejderen.dk
Johan Brønsted Henriksen, 17 år
Gamnasieelev 1. D

– Krigene er årsag til flygtningesituationen. Og det undrer mig, at der ikke bliver gjort mere i forhold til at tage flygtninge ind. Det er jo mennesker.

– Jeg mener ikke, at det hjælper flygtninge at donere store summer penge til indsamlings-shows på TV. Min bror og søster er for eksempel aktive i organisationen "Børnebørn for asyl", og jeg selv har kontaktet nogle danske musikere for at lave et projekt til Opereation Dagsværk.

Worku Skytt, 19 år
Gymnasieelev 2. P

– Flygtningekrisen skyldes, at der er krig i folks hjemland. Det er mennesker, der flygter fra ingenting. 

– Man bør hjælpe "sin næste", for alle mennesker har brug for opbakning på et eller andet tidspunkt i deres liv. Og man skal starte allerede som ung med at fortælle andre unge og børn, at man skal hjælpe dem, der har brug for det.

– Det kan man gøre gennem Facebook, og det var der mange unge mennesker, der gjorde, da der kom mange flygtninge på Hovedbanegården.

 

Diana Dawoud, 18 år
Gymnasieelev 3. E

– Grunden til flygtningekrisen er dårlige politikere og dårlige styrer rundt om i verden.

– Jeg hjalp selv til som frivillig på Hovedbanegården, da der kom mange flygtninge til.

– Derudover startede min veninde en indsamling til et asylcenter, hvor vi fik samlet 11.000 kroner ind via Facebook. Pengene gik blandt andet til bordfodbold-spil, slik og pleje produkter til pigerne på asylcentret.