24 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Unge håndværkere demonstrerer solidaritet i praksis

BJMF-unge afviser splittelse

Unge håndværkere demonstrerer solidaritet i praksis

Flygtninge og asylansøgere behandles uværdigt og bruges til at legitimere nedskæringer, mener unge i BJMF. De går mod strømmen og hjælper flygtninge med bedre lokaler.

De unges faglige kunnen gjorde nytte, da de i forrige weekend renoverede Trampolinhusets lokaler i København.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Unge håndværkere og lærlinge fra 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København har i løbet af efteråret samlet ind til et større renoveringsarbejde af Trampolinhuset i Københavns Nordvestkvarter.

Flygtninge og migranter bliver brugt som syndebukke og til at legitimere angreb på velfærden.
Peter Christensen, murerlærling

Peter Christensen er murerlærling og kontaktperson for projektet. Han fortæller til Arbejderen, at BJMF Ungdom har valgt at støtte Trampolinhuset, fordi de gør et godt stykke arbejde for flygtninge og asylansøgere.

– Trampolinhuset er et centralt mødested for flygtninge og asylansøgere. I huset er de gode til at skabe nogle naturlige rammer for mennesker, som har det meget svært, og de arbejder for at skabe en fair og retfærdig flygtningepolitik. 

I forrige weekend skulle projektet så realiseres, og 10 til 15 unge fra forskellige fag kastede sig over udbedringen af lokalerne. Da Arbejderen snakker med dem, er de næsten færdige med arbejdet og mangler kun at køre byggeaffald på lossepladsen. 

– Vi vil gerne vise solidaritet ved at lave et konkret projekt, hvor vi kan bruge vores faglighed. Trampolinhusets lokaler bar præg af, at væggene havde fugtskader, og malingen skallede af, siger Peter Christensen. 

Uværdig behandling

Villads Pelle er tømrersvend. Han fortæller, hvorfor han har valgt at bruge fritiden på renoveringsprojektet:

– Vi har startet det her projekt, fordi vi mener, at vores medmennesker ikke behandles med den værdighed og rimelighed, der måtte forventes. Især ikke når man tænker på, at Danmark som nation deltager i de krige og er med til at skabe den fattigdom, som folk flygter fra.

Generelt mener medlemmerne i BJMF Ungdom, at "den førte politik i Danmark er helt skæv", forklarer Peter Christensen. Det gælder også den førte flygtninge- og udlændingepolitik:

– Vi mener, at flygtninge og migranter bliver brugt som syndebukke og til at legitimere angreb på velfærden og de tilkæmpede rettigheder for arbejdere. Racismen bliver i dag brugt til at splitte os som arbejdere.

Som eksempel herpå nævner murerlærlingen opholdskravet - et nyt krav i dagpengesystemet, der grundlæggende har til formål at begrænse udlændinges adgang til danske ydelser. Et andet eksempel ser man i angrebet på de almene billige boliger.

Peter Christensen tilføjer:

– I vores fagforening kæmper vi for et godt liv. Vi i ungdommen mener, at det indbefatter alle, også de mennesker, som ikke nødvendigvis har et rødebedefarvet pas. Vi skelner ikke på grund af vores kollegers hudfarve, tro eller nationalitet. Det er enormt vigtigt, at vi står sammen, hvis vi skal opnå nye resultater og bremse den negative udvikling, vi har set på det seneste.

Reaktionerne på de unge håndværkeres indsamling, og at de ville hjælpe flygtninge og asylansøgere, har da også kun været positive:

– Folk stiller op og støtter projektet og sågar byggemarkedskæden STARK har støttet med byggematerialer. 

International kampagne

Indsamlingen til Trampolinhuset hed 'For retten til liv og arbejde'. Projektet er led i en international kampagne, der er startet af the World Federation of Trade Unions (WFTU) med formålet at sætte fokus på flygtninge og migranters vilkår.

I Danmark fratages mange muligheden for at arbejde og uddanne sig, når de bliver placeret i asyl- og hjemrejsecentre, mener de unge i BJMF. 

Lignende initiativer har fundet sted i Aalborg og flere steder i resten af Europa. I Aalborg har 3F afdelingen samlet ind til børnene på asylcentret i Dronninglund.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. jan. 2019 - 05:06   28. jan. 2019 - 11:32

Flygtninge

sb@arbejderen.dk