23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Unge kræver grønne og sociale hjælpepakker

Planeten over profit

Unge kræver grønne og sociale hjælpepakker

Coronahjælpepakkerne til erhvervslivet skal ikke være en gavebod til erhvervslivet uden forpligtelser. Det skal være slut med sorte investeringer, og der skal stilles grønne krav til de virksomheder, der ønsker støtte, mener unge klimaaktivister.

Vi står med en enestående chance for at bruge hjælpepakkerne til at sikre et mere grønt samfund, mener talsperson for Klimastrejke – FridaysForFuture Rikke Damgaard Nielsen.
FOTO: Privat
1 af 1

Politikerne skal indtænke samfundsproblemer som klima og social ulighed i hjælpepakkerne til erhvervslivet.

Sådan lyder budskabet fra klimaorganisationen Klimastrejke – FridaysForFuture, der netop har afleveret et forslag til, hvordan regeringens hjælpepakker kan gøres grønne. De unges plan indeholder en række principper og ideer til, hvilke krav der bør stilles til erhvervslivet, og hvor der bør investeres flere penge – og hvor der skal skæres ned på støtten.

Hjælpepakkerne skal være langsigtede og indeholde tiltag og krav til erhvervslivet, der styrker den grønne omstilling.
Rikke Damgaard Nielsen, Klimastrejke – FridaysForFuture

Et gennemgående princip i hjælpepakkerne skal være at de prioritere "planetære formål over profit", lyder kravet fra de unge.

– Det er vigtigt, at de milliardstore hjælpepakker ikke bare bliver kortsigtede og kun tager hånd om coronakrisen. Hjælpepakkerne skal være langsigtede og indeholde tiltag og krav til erhvervslivet, der styrker den grønne omstilling, der er nødvendig, hvis vi skal have løst klimakrisen, siger Rikke Damgaard Nielsen til Arbejderen.

Hun er talsperson for Klimastrejke – FridaysForFuture og har været med til at udarbejde de unges forslag til, hvordan hjælpepakkerne kan gøres grønne og langsigtede.

I brevet til politikerne gør de unge klimaaktivister det blandt andet klart, at:

"Muligheden for at omstille samfundet er lige nu mere reel end nogensinde før. Det er derfor vigtigt, at vi griber den. Vi skal til at forhandle klimahandlingsplanen, men vi har allerede nu muligheden for at være på forkant. Disse hjælpepakker vil altså være altafgørende for vores fremtid og muligheden for en grøn og retfærdig omstilling, som er det, vi skal kæmpe for", skriver de unge blandt andet til politikerne.

– Vi har mulighed for at genskabe vores samfund, og den mulighed må vi gribe. Hjælpepakkerne skal være grønne og være med til at sikre ambitiøs klimahandling, opfordrer den unge talsperson.

Grønne krav og opgør med sort energi

Hvis en virksomhed vil have økonomisk hjælp fra en hjælpepakke, skal der stilles en række bæredygtighedskrav, som virksomheden enten allerede opfylder eller binder sig til at opfylde inden for en bestemt periode.

Herudover skal der sikres flere penge til forskning, som er afgørende for, at Danmark når i mål med den grønne omstilling. Staten skal støtte landbrug, der vil omlægge produktionen til at være mere bæredygtig.

Til gengæld skal der tages et opgør med den sorte industri:

– Vi skal udfase sort energi og i stedet investere i at omlægge til grøn energi. For at vi kan nå i mål med den grønne omstilling, er et tiltag som dette nødvendigt. Fremtiden skal være grøn og ikke sort. Dette indebærer også, at der bliver sagt nej til den 8. udbudsrunde om udvinding af olie i Nordsøen, og at projekter som Baltic Pipe bliver stoppet, understreger Rikke Damgaard Nielsen.

Onlineklimastrejke

FridaysForFuture står blandt andet bag de omfattende skolestrejker, der har samlet tusindvis af skolelever og studerende fra hele landet til strejker for at få politikerne til at tage klimakrisen seriøst.

FridaysForFuture er i fuld gang med at forberede en række onlineaktioner på fredag. Her skulle den internationale klimabevægelse have afholdt en verdensomspændende klimastrejke, men den er blevet aflyst – i fysisk form. I stedet arbejder de unge for at afholde en onlineklimastrejke med livestreaming.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. apr. 2020 - 11:34   21. apr. 2020 - 13:12

Klimkamp

ml@arbejderen.dk