Venstres tankegang om, at nulvækst i den offentlige sektor kan sikre mere vækst i den private sektor, er et gammelt, udslidt dogme uden hold i virkeligheden. Velfærd står ikke i modsætning til økonomisk vækst, men kan i stedet sagtens være en forudsætning for en stærk konkurrenceevne og vækst.

Skal vi diskutere Danmarks konkurrenceevne, må vi også have øje for de positive velstandseffekter, der følger med en stor offentlig sektor.
Per Kongshøj Madsen.

Den udmelding kommer fra Ugebrevet Mandag Morgens Velstandsgruppe, en ekspertgruppe der tæller 25 virksomhedsledere, økonomer og samfundsforskere.

- Det høje skattetryk, de høje lønomkostninger og den omfattende offentlige sektor udlægges ofte som begrænsninger for Danmarks konkurrenceevne. Men det tegner et ufuldstændigt billede, fordi man overser, hvordan sektoren bidrager med fri og lige adgang til uddannelse, der løfter arbejdsstyrkens kompetencer og dermed produktiviteten, siger et af Velstandsgruppens medlemmer, Per Kongshøj Madsen, professor i statskundskab ved Aalborg Universitet.

- Det samme er tilfældet med den kollektive børnepasning, der øger udbuddet af arbejdskraft, og med vores sundhedsvæsen, der fastholder arbejdskraften på arbejdsmarkedet. Skal vi diskutere Danmarks konkurrenceevne, må vi også have øje for de positive velstandseffekter, der følger med en stor offentlig sektor, understreger Per Kongshøj Madsen.

Det offentlige tilskud til børnepasning er reelt ikke en samfundsmæssig udgift, men en indtægt, viser beregninger foretaget af LO på baggrund af tal fra Finansministeriet og Danmarks Statistik. For hver milliard kroner, der investeres i dagtilbud, øges bruttonationalproduktet med 2,4 milliarder kroner. Regneeksemplet, hentet fra LO-rapporten "Danmark 2030", gælder selvfølgelig kun i det omfang, offentlige investeringer i børnepasning dækker et reelt behov.

Velfærd betaler sig

Offentlige udgifter til blandt andet daginstitutioner og uddannelse gør generelt Danmark mere konkurrencedygtig, fremgår det af LO-rapporten. LO har blandt andet set på sammenhængen mellem det offentlige forbrug og tilknytning til arbejdsmarkedet samt produktivitet i de 28 EU-lande.

EU-landene har meget forskelligt offentligt forbrug, mål i procent af bruttonationalproduktet, BNP. Men sammenligner man, er der en helt klar tendens:

Hver gang det offentlige forbrug i procent af BNP øges med én procent, siger erhvervsfrekvensen, altså andelen af personer, der er tilknyttet arbejdsmarkedet, med 0,65 procentpoint. Omsat til tal betyder det, at en stigning i Danmarks offentlige forbrug med knap 19 milliarder kroner (svarende til én procent af det danske BNP) vil få 19.000 flere ud på arbejdsmarkedet.

Samme forhold viser sig, når det gælder produktiviteten, målt som værdiskabelse per arbejdstime: Hver gang det offentlige forbrug øges med én procent af BNP, stiger BNP per arbejdstime med 2,84 euro. I Danmarks tilfælde betyder det, at en stigning i det offentlige forbrug på knap 19 milliarder kroner vil øge værdiskabelsen per arbejdstime med ikke mindre end 21 kroner.

Fakta er, at Danmark ganske vist ligger i top, hvad angår offentligt forbrug - men også i top, når det gælder erhvervsfrekvens og produktivitet.

- Vi har investeret kollektivt i samfundets infrastruktur i bredeste forstand. Altså ikke blot i veje men også i sundhed, forskning, energiforsyning, en højt uddannet arbejdsstyrke og så videre. Derfor er den store offentlige sektor heller ikke i sig selv et problem for vores konkurrenceevne, siger professor og prodekan på Københavns Universitet, Mette Wier, til Mandag Morgen.

- Den kan såmænd også godt vokse yderligere, i takt med at den nationale indkomst vokser, så længe den har samme stigning i produktiviteten som den private sektor, uddyber Mette Wier, der også er medlem af ugebrevets Velstandsgruppe.

Markedsfejl eller havari?

Velstandsgruppens økonomer og virksomhedsledere er ikke bange for at indrømme, at kapitalismen lider af "markedsfejl". For eksempel siger forhenværende departementschef i Finansministeriet og tidligere DONG-direktør Anders Eldrup, at "mængden af markedsfejl, som kræver statens opmærksomhed, er større end vi for eksempel antog i 1990'erne."

- Klimaproblemet er et oplagt eksempel, systemiske finansielle risici et andet. På de og andre områder har vi efterhånden indset, at staten er nødt til at gå foran og opstille klare rammer, som markedet efterfølgende kan udfylde. At tro på, at markedet ordner problemerne selv, har vi jo set er naivt, siger Anders Eldrup.

Tidligere overvismand Torben M. Andersen peger også på områder som klima og energi, sundhed og børnepasning som eksempler på, hvor der sker "markedsfejl" .

Spørgsmålet er dog, om en stat, der er underlagt de internationale markedskræfters diktat, er stærk nok til at sejle op imod dem. Den canadiske forfatter og journalist Naomi Klein mener nej. Så længe kapitalismen hersker, styrer vi uundgåeligt mod en global miljøkatastrofe, advarer hun i sin nyeste bog "Intet bliver som før".