19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Veteraner kræver anerkendelse

Krigens konsekvenser

Veteraner kræver anerkendelse

I dag demonstrerer krigsveteraner for første gang foran Christiansborg for få anerkendt deres psykiske krigsskader af Arbejdsskadestyrelsen.

Det kan sætte dybe ar på sjælen hos de veteraner som kommer hjem fra krig. I dag demonstrerer de for at få anerkendelse og ret til erstatning.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

i dag bliver Christiansborg Slotsplads indtaget af veteraner fra Danmarks krige i eks-Jugoslavien, Irak og Afghanistan.

Veteranerne kræver at få anerkendt deres psykiske sår fra krigen som en arbejdsskade.

Mange af veteranerne lider af Posttraumatisk Belastningsreaktion (PTSD). Blandt symptomerne er mareridt, depression, reagerer på støj, stress, selvmordstanker, misbrug og har svært ved at vise følelser. Derfor er de i højrisiko for at ende i arbejdsløshed og skilsmisse, fordi det kan være svært at få et arbejds- og familieliv til at hænge sammen.

Alligevel er det stort set umuligt for veteranerne at få erstatning for de psykiske lidelser, som krigen har påført dem. Veteranerne kan nemlig kun få arbejdsskadeerstatning, hvis de inden for et halvt år efter de er kommet hjem fra krigen, har fået et lægenotat på deres psykiske skader.

Reglen afskærer mange fra at få anerkendelse, hjælp og erstatning.

- PTSD kan bryde ud flere år efter, du er kommet hjem. Det er både eksperter og læger enige i. Vores budskab er: Lyt til lægerne og afskaf seks-månedersreglen, som forhindrer os i at få anerkendt PTSD som en arbejdsskade, fortæller Benjamin Yeh til Arbejderen. Han 33 år og selv veteran og har fået afslag hos Arbejdsskadestyrelsen. Nu er han med til at arrangere demonstrationen.

Benjamin Yeh var udstationeret seks måneder i Bosnien i 1998-99. Han var sund og rask, da han tog af sted. Da han kom hjem, havde han det ikke godt. I dag hører han til den store gruppe af veteraner, som må tage nervemedicin for at komme igennem hverdagen.

- Vi oplevede meget nød, elendighed, fattigdom og mennesker uden tag over hovedet. Jeg har tit mareridt. Så ser jeg igen og igen den lille, smukke, uskyldige pige, der sad og tiggede omkring hende var huse med skudhuller. Og jeg ser den ældre mand, der satte sig på torvet i en lille by, som vi kørte ind i. Han havde oplevet krigen, så da der begyndte at køre militærkøretøjer omkring han, blev han meget bange. Jeg følte mig magtesløs. Og jeg har mareridt om hver gang vores biler skred ud af vejen, så vi risikerede at køre ind i miner, fortæller Benjamin Yeh.

Når en veteran får afslag på sin sag, kan han/hun heller ikke hjælp fra militæret til eksempelvis støtte i sociale sager og omskoling. Foreløbig har 1729 veteraner fået afslag på at få en arbejdsskadeerstatning. Det undrer Benjamin Yeh:

- Når politikerne er klar til bruge mange penge på krig og på at lære os at dræbe, må de også være klar til at sikre ressourcer til at vi blive hele mennesker igen.

Veteranerne skal selv bevise, at de er blevet syge på grund af deres udsendelse. Det er stort set umuligt.

- Der er tale om syge mennesker, uden det store overskud. Og de rapporter som officererne skriver om krigen er ofte pyntet, fordi de er bange for at skrive noget kritisk, fortæller Benjamin Yeh.

Han slår fast, at det ikke handler om erstatningens størrelse. Den være på 50 kroner eller 500.000 kroner, det er lige meget. Personligt vil han gerne fraskrive sig erstatning. Det vigtigste er, at skaden bliver anerkendt.

I alt har 26.000 soldater deltaget i krige udenfor Danmarks grænser.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. okt. 2012 - 08:46   30. jul. 2013 - 11:49

krig

ml@arbejderen.dk
Fakta: Danmarks veteraner

33-årige Benjamin Yeh er blandt de 1729 veteraner, der ikke kan få anerkendt sin Posttraumatiske Belastningsreaktion (PTSD) hos Arbejdsskadestyrelsen. Nu er han med til at arrangere demonstrationen.

Benjamin Yeh var udstationeret seks måneder i Bosnien i 1998-99. Han var sund og rask, da han tog af sted. Da han kom hjem, havde han det ikke godt. I dag hører han til den store gruppe af veteraner, som må tage nervemedicin for at komme igennem hverdagen.

Hver sjette danske soldat, der har været udsendt i en international militær mission, får behov for medicin mod psykiske sygdomme, når de kommer hjem.

Det viser en undersøgelse fra SFI, Det nationale forskningscenter for Velfærd.

SFI har gennemgået data om de cirka 26.000 danske soldater, der har været udsendt på missioner mellem 1992 og 2009.