12 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vi er på vej mod et perverst, nyliberalt regime

Sociolog advarer om totalitære tendensenser

Vi er på vej mod et perverst, nyliberalt regime

Den traditionelle velfærdsstat er ved at blive afløst af et neoliberalt regime med totalitære tendenser, mener sociolog Rasmus Willig.

Sociolog Rasmus Willig advarede på konferencen mod øget ulighed i samfundet.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Den traditionelle velfærdsstat har som opgave at sikre sine borgere et socialt sikkerhedsnet, som giver tryghed og gør den enkelte i stand til at klare sig. 

Men det er vi på vej væk fra nu, mener sociolog Rasmus Willig, der er lektor på Roskilde Universitet.

Med det neoliberale regime vil staterne begynde at udsætte deres borgere for en lille smule fare, så de bliver hærdede og bedre i stand til at klare sig selv. Det er meget perverst.
Rasmus Willig, sociolog

- Med det neoliberale regime vil staterne begynde at udsætte deres borgere for en lille smule fare, så de bliver hærdede og bedre i stand til at klare sig selv. Der tales direkte om galvanisering. Det er meget perverst, sagde Rasmus Willig, da han for nylig holdt oplæg på en konference arrangeret af blandt andet Socialpolitisk Forening og Frivilligt Forum.

>> LÆS ARTIKEL: Lene og David passer ikke til reformerne

Konferencen satte fokus på manglen på en kritisk socialpolitisk debat. Rasmus Willig kom i sit oplæg ind på, hvad den fraværende kritik af strukturelle og økonomiske uligheder betyder for udsatte og fattige. 

Han advarer mod, at mens hærdningen gør de mest robuste i samfundet i stand til at klare sig, vil mennesker med sociale problemer blive tabt.

- Vi går ind i en ny æra, hvor flertallet af befolkningen vil bevæge sig endnu længere væk fra folk i nød eller med sociale problemer, mens de bedrestillede får teknikker til at blive mere hærdede, forklarede Rasmus Willig i sit oplæg. 

Kritik bliver afvist

Han har udviklet sin analyse blandt andet på baggrund af studer af, hvordan ledere indenfor de traditionelle velfærdsområder som blandt andet ældreplejen, børnepasning, sygehuse, skoler og socialcentre møder de ansatte, hvis de kommer med kritik af, hvordan tingene fungerer og hvordan borgerne bliver behandlet.

Rasmus Willig har en hel samling af reaktioner på den slags kritik, som han læste op af på konferencen.

Her et udvalg af svarene: Nu synes jeg lige, at vi skal tage ja-hatten på. Jeg hører, hvad du siger, men det er ikke min oplevelse. Nu må vi se fremad. Du må blive bedre til at sige fra. Kan du ikke klare arbejdet her, må du finde et andet. Skal du have hjælp til at prioritere dine arbejdsopgaver? Du må gøre op med dig selv, om der er noget i vejen med dig. Du skal lære, at finde dig i lidt mere.

Det sidste svar fik Rasmus Willig til at forstå, hvad det er, der er i gang. De offentligt ansatte skal som andre grupper i samfundet hærdes til at kunne klare sig i en neoliberalistisk verden, hvor der bliver skruet ned for den kollektive velfærd og skruet op for den enkeltes personlige ansvar for at klare sig.

Individualisering

- Generelt set er svarene karakteriseret ved, at kritikken bliver afvist, problemerne bliver individualiseret, det bliver fremstillet som vilkår, man ikke kan gøre noget ved, der sker en afpolitisering og du får at vide, at du kun kan klare dig ved at galvanisere dig selv. Vi ser en totalitær tendens her, forklarede Rasmus Willig.

Han ser regeringens reformer som for eksempel kontanthjælpsrefomen samt reformen af førtidspension og fleksjob som udtryk for galvaniseringstankegangen. Alle skal hærdes og ud på arbejdsmarkedet, så de kan gøre deres pligt. 

- Der er nogle mennesker, som ikke kan udvikle sig til at komme ud på arbejdsmarkedet. Men i det her system er der ikke noget, som hedder ikke at være parat. Derfor er det totalitært, forklarer Rasmus Willig, da Arbejderen beder om en uddybning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jun. 2014 - 09:57   04. jun. 2014 - 09:57

Socialpolitik

ur@arbejderen.dk
Hvor blev kritikken af?
  • Socialpolitisk Forening, Frivilligt Forum, Mediehuset DenOffentlige.dk og Foreningen for Forskning i Socialt Arbejde (FORSA) afholdt den 12. maj en konference om de samfundsmæssige rammer for en kritisk socialpolitisk debat. 
  • En af oplægsholderne var sociolog Rasmus Willig. Han satte fokus på, hvad den fraværende kritik af strukturelle og økonomiske uligheder betyder for udsatte og fattige borgere.
  • Rasmus Willig er 40 år og lektor på Roskilde Universitet, hvor han forsker i begrebet kritik. Han har blandt andet arbejdet med problemerne omkring offentligt ansattes ytringsfrihed.