04 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vi fremlægger SU-reform i morgen

Morten Østergaard på Facebook:

Vi fremlægger SU-reform i morgen

Uddannelsesminister Morten Østergaard har netop lækket dele af regeringens SU-reform på Facebook og lover, at resten bliver fremlagt i morgen. Læs opslaget her!

Morten Østergaard måtte løbe spidsrod blandt rasende studerende, da han i eftermiddag tog hul på en debatturné til universiteterne om reformplanerne for SU-systemet.
FOTO: Henning Bagger/Scanpix Denmark
1 af 1

I morgen bliver dagen, hvor regeringen fremlægger sin stærkt omdiskuterede SU-reform.

Det skriver uddannelsesminister Morten Østergaard her til aften på sin Facebook-profil.

Reformen, vi præsenterer i morgen, er ikke blot en spareøvelse, men en uddannelsesreform.

"Efter en god, sjov og hektisk dag med ikke mindst et farverigt besøg på mit gamle Uni i Aarhus med SU-debat, er jeg hjemme igen. I morgen er dagen, hvor vi lancerer den reform, der som det allerede blev beskrevet i regeringsgrundlaget skal bringe de studerende bedre og hurtigere igennem studietiden", skriver ministeren, der har tilbragt dagen til debatmøde blandt vrede universitetsstuderende på Aarhus Universistet.

"Der er blevet spekuleret mangt og meget, men som jeg idag kunne fortælle de kamplystne studerende i Stakladen på Aarhus Universitet, så bliver det en markant anderledes reform, end VK-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti ville have gennemført, hvis de havde fået magt som de havde agt," skriver ministeren på Facebook.

Regeringens planer om at spare to milliarder kroner på SU'en og i stedet brude pengene på afgiftslettelser til erhvervslivet har vagt vrede blandt landets studerende. Den vrede forsøger Morten Østergaard at svare på med sin opdatering på den sociale netværksside.

I opslaget løfter han også sløret for flere andre dele af den nye reform:

"Reformen, vi præsenterer i morgen, er ikke blot en spareøvelse, men en uddannelsesreform. Vi vil stille krav til universiteterne om at fjerne blindgyder og barrierer, der forsinker de studerende unødigt. Blandt andet ved at forbedre mulighederne for merit for praktik, udlandsophold og studier ved andre institutioner, ved at fjerne krav om unødvendig supplering ved indgangen til de videregående uddannelser og mellem bachelor og kandidatoverbygninger, og ved at fjerne det såkaldte bachelorhegn.

Vi vil også stille krav til de studerende om, at de til gengæld for den gratis adgang til uddannelse og verdens mest generøse SU, rent faktisk er fuldtidsstuderende med fuldt skema (60 ECTS) og at de obligatorisk afslutter kurserne med det første af deres 3 eksamensforsøg - uden mulighed for framelding. 

Men som varslet vil vi også bruge su-systemet til at understøtte, at de unge kommer igang og tager et større ansvar for fremdriften i deres studier. Vi vil give de unge et incitament til at forkorte den uddannelsespausen melem ungdomsuddannelsen og den videregående uddannelse.

For de studerende, der fremover bruger højest to såkaldte sabbatår mellem ungdomsuddannelse og videregående uddannelse, vil der fortsat være 6. års SU. Men fordi der har flere sabbatår vil der være SU til den normerede tid. Dog således at de også får 12 ekstra SU-klip ved studieskift.

Som udgangspunkt bevarer vi altså det ekstra års SU udover den normerede, men vi tilføjer, at de studerende på hver enkelt uddannelse fremover højest må være 6 måneder forsinket, for at fastholde retten til SU. Idag er det 12 måneder. 
Det betyder altså, at man kan være seks måneder forsinket på en bacheloruddannelse og seks måneder forsinket på en kandidatoverbygning, uden at man mister retten til SU.

Idag er de studerende på universiteternes kandidatoverbygninger i gennemsnit 2,8 år om en 2-årig uddannelse. På ingen andre uddannelsesniveauer eller institutionerne er man i nærheden af den type forsinkelse, der tilsyneladende er en del af kulturen på kandidatoverbygningerne ved flere universiteter. Og det er dem forslaget om højest 6 måneders forsinkelse særligt er rettet mod.

Imorgen præsenterer vi så reformen i sin helhed og jeg ser frem til den kommende uge at tage debatten på yderligere tre universiteter.

Jeg håber og tror, at alle vil kunne se, at reformen er rimelig, bredspektret og socialt afbalanceret. Og når provenuet kan være med til at sparke gang i væksten og jobskabelsen i Danmark igen, vil det jo ikke mindst komme de studerende til gode. Og så er den med til at sikre, at vi også har råd til verdens mest generøse SU, når de kommende og større årgange af studerende skal have en uddannelse, så vi når regeringens mål om at få den bedst uddannede generation nogensinde.

Reformer der giver råd til at investere i uddannelse og jobskabelse. Det er værd at forsvare, når som helst og hvor som helst."

De studerendes organisationer, som har samlet kampagnen mod reformen på Facebook-siden "Sig nej til SU-nedskæringer - vi er det værd!" tager umiddelbart positivt imod ministerens Facebook-lancering.

Det ser ud til, at der er blevet lyttet til nogle af de konstruktive forslag, som der er blevet forslået af initiativet her, men desværre bliver der stadig også holdt fast i direkte SU-nedskæringer bl.a. gennem en straf til de, der holder mere end to sabbatår før studiestart. Det er for alvor nu, vi skal minde ministeren om, hvad han selv udtalte i december 2011 "SU’en er en kanonsucces, og vi har i regeringsgrundlaget gjort det helt klart: Vi vil ikke beskære SU’en"., lyder det i en Facebook-post fra kampagnen.

 

>> BESØG SU-KAMPAGNEN PÅ FACEBOOK HER

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. feb. 2013 - 01:57   19. feb. 2013 - 02:12

SU-reform

fe@arbejderen.dk