I årevis har økonomer og politikere i Danmark sagt, at der ikke er råd til den samme velfærd i fremtiden, hvor der bliver flere ældre og færre til at forsørge dem, der ikke er erhvervsaktive.

Bjarne Corydon og Helle Thorning-Schmidt fremstiller det som nødvendighedens politik, at der "skal skæres ned på velfærden for at bevare velfærden".

Men der er ikke videnskabeligt belæg for at påstå, at der ikke eksisterer noget andet valg end at beskære velfærden, erklærer Daniel Ankarloo.

Der er ikke videnskabeligt belæg for at påstå, at der ikke eksisterer noget andet valg end at beskære velfærden.

Han kommer fra Sverige, har en Ph.D. i økonomisk historie og er lektor i socialpolitik på Malmø Universitet.

I tirsdags holdt han oplæg på arrangementet "Folket åbner Tinget" i København og offentliggjorde i den forbindelse analysen "Velfærdsmyter".

Når man ser på den faktiske udvikling og de økonomiske fakta, er der ingen beviser for, at det stigende antal ældre i fremtiden vil tynge den offentlige sektor mere end i dag, konstaterer Daniel Ankarloo i sin rapport.

Svensk modbevis

- Den kendsgerning, at der bliver stadig færre beskæftigede i den erhvervsaktive alder, som skal forsørge stadig flere, der er uden for arbejdsmarkedet, betyder ikke, at det bliver sværere at finansiere fremtidens velfærd. Faktisk tyder meget på, at det bliver stadig nemmere, siger Daniel Ankarloo.

Han henviser blandt andet til et eksempel fra den svenske virkelighed. Her har advarslerne lydt på, at antallet af ældre over 85 år vil stige med 67 procent i perioden 2020 til 2040.

Da Daniel Ankarloo analyserede den svenske statistik opdagede han, at antallet af ældre var steget med lige præcis 67 procent i en tidligere 20 års periode fra 1990 til 2010. 

Stigningen af ældre i denne periode førte ikke til noget finansieringsproblem i det offentlige, selvom der i samme periode var en nedgang i beskæftigelsegraden og et faldende skattetryk. Tværtimod var der i perioden et kraftigt fald i den offentlige gæld. 

Daniel Ankarloo erkender, at man ikke uden videre kan sammeligne Danmark og Sverige fordi der er store forskelle i udviklingen i de to lande. Men samtidig mener han, at bekymringerne om ældrebyrden er endnu mere overdrevne i Danmark end i Sverige.

Danske fordele

Han henviser til, at den gennemsnitlige levealder er hele tre år kortere i Danmark end i Sverige og at det danske pensionssystem i langt højere grad er baseret på arbejdsmarkedspensioner, som ikke belaster de offentlige kasser. Og at Danmark i øvrigt har en supergod konkurrenceevne og nogle offentlige udgifter, som ligger stabilt.

Daniel Ankarloo afviser, at man, som det er sket i både Danmark og Sverige, automatisk kan gå ud fra, at fordi der bliver flere ældre og flere, som ikke er i arbejde, vil der komme et finansieringsproblem.

- For at vurdere det, skal der ses på hvilke indtægter og hvilke udgifter det offentlige vil have i fremtiden, siger Daniel Ankarloo og konstaterer, at udviklingen ikke giver noget belæg for at påstå, at der ikke er råd til velfærd i fremtiden.

Han håber med sin rapport at bidrage til at få den danske fagbevægelse og de sociale bevægelser til at gøre op med påstanden om nødvendighedens politik og stille sig i spidsen i kampen for det velfærdssamfund, som befolkningen ønsker.