Onsdag startede retssagen mod Bitten Vivi Jensen i Frederiksberg Ret.
Mine bekymringer om, at der blev tale om en skueproces, hvor jeg ikke fik lov til at sige så meget, blev gjort til skamme.
Bitten Vivi Jensen
Hun er anklaget for som ansat i Frederiksberg Kommunes beskæftigelsessystem at bryde sin tavshedspligt ved at tage kopier af 90 syge borgeres sager med henblik på at afsløre ulovlig og umenneskelig sagsbehandling.
To af de mennesker, hvis sag Bitten Vivi Jensen har taget med hjem, afgav vidneforklaring i retten. Begge sagde, at hvis Bitten Vivi Jensen havde kunnet bede om deres fuldmagt til at gå til medierne med deres sager, havde hun fået den.
>> LÆS OGSÅ: Whistleblower vil bruge retssag til at udstille kommunal sagsmishandling
De to kvindelige vidner fortalte derudover om de langvarige og belastende forløb, de har været igennem, før deres sager endeligt blev afklaret.
Anklaget fik ordet
Bitten Vivi Jensen fik også selv mulighed for at gøre grundigt rede for sine bevæggrunde.
– Mine bekymringer om, at der blev tale om en skueproces, hvor jeg ikke fik lov til at sige så meget, blev gjort til skamme, siger Bitten Vivi Jensen.
– Jeg fik mulighed for at fortælle om den lovstridige og umenneskelige behandling af nogle meget sårbare borgere, som jeg har været vidne til, og som til sidst fik mig til at vurdere, at min oplysningspligt var vigtigere end at overholde tavshedspligten, tilføjer hun.
Forsøgte at rejse intern kritik
Mads Pramming, der er forsvarer for Bitten Vivi Jensen, lagde stort vægt på at dokumentere, at inden hun tog kopier af de 90 sager med hjem, havde Bitten Vivi Jensen gjort meget for at rejse kritikken af sagsbehandlingen internt i det kommunale system.
Det var først, da det stod klart, at der ikke blev lyttet til kritikken, og at ledelsen var på vej til at fyre hende, at Bitten Vivi Jensen tog det drastiske skridt at tage de 90 sager med hjem.
Efterfølgende kontaktede hun en journalist fra Information og fik ham til at skrive om sagen.
Anklager Benjamin Foverskov argumenterede på retsmødet for, at Bitten Vivi Jensen har overtrådt to paragraffer i straffeloven: Paragraf 152 stk. 1 ved uberettiget at have videregivet fortrolige oplysninger samt paragraf 155, der taler om misbrug af stilling til at krænke privates eller det offentliges ret.
Forsvarets argumenter
Modsat stillede Mads Pramming spørgsmålstegn ved, om tavshedspligten reelt er overtrådt, og om der er tale om embedsmisbrug.
– Bitten Vivi Jensen passede jo godt på folks personlige oplysninger. De blev ikke lagt offentligt ud på for eksempel Facebook. Hun har fortalt journalisten fra Information om en konkret sag. Men vi kan ikke med sikkerhed sige, at hun viste ham papirerne i sagen, forklarer Mads Pramming.
– Og i forhold til embedsmisbrug var det ikke ualmindeligt, at de ansatte i kommunen tog sager med hjem, tilføjer han.
Mads Pramming anerkender, at det er vigtigt, at borgere kan føle sig sikre på, at personfølsomme oplysninger om dem ikke ender alle mulige steder.
– Men det skal ses op mod et andet hensyn, hvor folk, der arbejder i systemet, opdager, at der er noget forkert. Så har de en ytringsfrihed, ja i nogle tilfælde en ytringspligt. Det skal være muligt at vise det, hvis man opdager ulovligheder, konstaterer forsvarsadvokaten.
– Spørgsmålet er, om det her trods alt ikke er foregået på en så nænsom måde for borgerne, at hensynet til deres krav om ikke at gå videre med personlige oplysninger må vige for hensynet til, at samfundet bliver gjort opmærksom på fejl og ulovligheder i systemet, tilføjer Mads Pramming.
Han henviser til bestemmelse 152 e i straffeloven, der netop omhandler tilfælde, hvor paragraf 152 ikke er gældende.
Det er den ikke, hvis den pågældende "handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv."
– Vores opgave er at vise, at det var af væsentlig samfundsinteresse, at den viden, Bitten Vivi Jensen havde, blev kendt, siger Mads Pramming.
Næste retsmøde og protest
Næste og sikkert sidste retsmøde i sagen er på onsdag den 5. februar. Her vil to læger fra Frederiksberg Kommune blive afhørt, der vil blive fremlagt en række vigtige dokumenter i sagen, og forsvarer samt anklager vil fremlægge hver deres vurdering af sagen.
Det forventes, at der falder dom den 5. februar, men der er afsat en ekstra retsdag den 19. februar, hvis sagen skulle trække ud.
>> LÆS OGSÅ: Massiv støtte til Bitten Vivi Jensen
Der er støttedemonstration for Bitten Vivi Jensen den 5. februar foran Frederiksberg Ret klokken 9 til 9.30, hvor retssagen starter.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278