Efter flere magre år begynder fædre igen at holde mere barselsorlov.
Fædre bør have ret til egen orlov alene med deres børn. En ret, der er til at forstå, og som ikke kan gradbøjes i krisetider.
Lizette Risgaard, LO
LO's næstformand Lizette Risgaard glæder sig over fremgangen, der viser, at fædre i LO’s a-kasser i snit holdt 25,5 dages orlov i 2012. Medregnes alle mænd, der har holdt orlov i 2012, er gennemsnittet på 39 dage.
Men hver tredje far holder kun de to ugers orlov, som er øremærket til fædre, og udviklingen går da også for langsomt, mener Lizette Risgaard.
Hun så gerne, at Folketinget kiggede på barselloven og gav fædrene stærkere kort på hånden.
– Noget tyder på, at LO-fædrene holder igen med orloven, fordi de er bange for at miste jobbet. Det er helt galt. Fædre bør have ret til egen orlov alene med deres børn. En ret, der er til at forstå, og som ikke kan gradbøjes i krisetider, siger hun i en pressemeddelelse.
Øremærket barsel
Debatten om øremærket barsel er blusset op hos de radikale op til partiets landmøde senere på måneden.
Sidste år droppede regeringen løftet i regeringsgrundlaget om at øremærke op til 12 ugers barsel til mænd. Siden røg også alternativet, et bonusskattefradrag for mænd på barsel. Men nu skal et konkret forslag til afstemning på de radikales landsmøde den 20. og 21. september.
Det får nu en anden faglig hovedorganisation, FTF, til at øjne nye muligheder for en af organisationens mærkesager.
– Vi hilser debatten varmt velkommen. Vi håber den vil bane vejen for, at regeringen indfrier løfterne i regeringsgrundlaget om øremærket barsel. Hvis man vil have ligestilling, er øremærket barsel et vigtigt element. Alle ved, det virker, siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey og henviser til vores nordiske nabolande.
I Island har de i alt ni måneders barselsorlov fordelt med tre til mor, tre til far og tre til deling, og i gennemsnit tager de islandske mænd en tredjedel af orloven. I Sverige betyder den øremærkede barsel, at de svenske mænd i gennemsnit tager en fjerdedel af barslen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278