En gruppe af whistleblowere, som er tidligere ansatte i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, klager nu til Statsadvokaten over langsom sagsbehandling i Østjyllands Politi vedrørende en sag mod en bortvist chef.
Vores skepsis bliver forstærket af, at borgmesterens juridiske chef sidder i bestyrelsen i Den Juridiske Forening sammen med politidirektøren for Østjyllands Politi.
De tidligere ansatte er utilfreds med, at der efter tre år stadig ikke er rejst tiltale mod den tidligere chef.
"Vi tilhører en gruppe tidligere ansatte, som er stået frem i medierne og har fortalt om alvorlige problemer i Teknik & Miljø, Aarhus Kommune. Problemer, som medførte, at vi blev fyret på et usagligt grundlag, et forhold som et samlet byråd i Aarhus Kommune senere har beklaget og undskyldt", skriver gruppen i en pressemeddelelse.
>> LÆS OGSÅ: "Vi kræver stadig retfærdighed"
Chef blev bortvist
Oplysninger fra "Gruppen af fyrede i Teknik og Miljø" førte i efteråret 2016 til en række artikler i Århus Stiftstidende og efterfølgende flere undersøgelser gennemført af revisionsfirmaet Ernest & Young.
Forvaltningschef Claus Pedersen blev bortvist uden løn og anmeldt til politiet for ulovligheder i form af at have modtaget bestikkelse til sin badmintonklub fra leverandører af maskiner til Aarhus Kommune og for private indkøb på kommunens betalingskort.
"Vi mener, vi må betragtes som part i sagen, da den bortviste chef stod bag vores fyringer, og vi var afgørende whistleblowere i opklaringen", skriver gruppen, som blandt andet består af Jesper H. Mortensen og Brian Sten Larsen.
"Det var os, som gjorde opmærksom på ulovlige forhold begået af denne chef. Fyringerne og mobningen af os var et klart forsøg på at lukke munden på os. Derfor har vi som forurettet part en interesse i, at disse konstaterede ulovligheder må medføre en tiltale med henblik på, at retssystemet kan vurdere strafbarheden af de forhold, som vi aktivt har medvirket til at afsløre", påpeger de tidligere ansatte.
>> LÆS OGSÅ: Svindel, systemmobning og fyringer
Skepsis over indspisthed
– Hvor lang tid skal vi vente på Østjyllands Politi, spørger de tidligere ansatte.
"En sag, som umiddelbart virkede som en ekspeditionssag for Østjyllands Politi, har nu trukket ud i tre år uden udvikling i sagen. Trods en grundig undersøgelse af Ernest & Young, der påviser flere ulovligheder, samt det forhold, at sagsmaterialet fra Ernest & Young er overdraget til Østjyllandspoliti i marts 2017".
Videre skriver gruppen:
"Som borgere og whistleblowere undrer vi os over, hvad der trækker denne sag i unødig langdrag, hvilket giver anledning til skepsis. Denne skepsis bliver yderligere forstærket af, at borgmesterens juridiske chef og venstre hånd sidder i bestyrelsen i Den Juridiske Forening i Aarhus sammen med blandt andre politidirektøren for Østjyllands Politi, retspræsidenten for Retten i Aarhus og to store advokatfirmaer, som har indkøbsaftaler med Aarhus Kommune".
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278