De økonomiske vismænd offentliggjorde i sidste uge en rapport om produktiviteten i folkeskoler og på gymnasier. 

Vismændene har et par opsigtsvækkende konklusioner. De mener ikke, at at de seneste års nedskæringer på gymnasierne har påvirket elevernes udbytte af undervisningen, og de erklærer, at produktiviteten i folkeskolerne har ligget på samme niveau fra 1995-2013.

Økonomi-tænkningen dominerer alt, mens omsorgen for det enkelte menneske bliver glemt i et regneark.

Vismandsrapporten skaber forståeligt nok frustration blandt de gymnasielærere, der siden 2015 har oplevet nedskæringer på over 14 procent med den konsekvens, at der i dag er 1000 færre lærere. De oplever dagligt, at der er blevet mindre tid til den enkelte elev og til at målrette undervisningen til den konkrete elevgruppe. Presset betyder, at gymnasielærerne i dag ligger helt i top, når det gælder stress og et belastet arbejdsliv. 

Også folkeskolelærerne har svært ved at genkende deres hverdag i vismændenes rapport. I perioden 2009-2017 faldt antallet af lærere i folkeskolen med 15 procent, mens der kun blev fem procent færre elever. Fra 2014 til 2015 steg det gennemsnitlige antal undervisningstimer pr. lærer med næsten 20 procent. Og samtidig har inklusionen af elever med forskellige handicap betydet et langt større pres på den enkelte lærer.

Man kan med rette kritisere de parametre, som vismændene bruger til at nå frem til deres resultater. Fokus er på karakterer og test. Men spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at måle produktiviteten i skoler og andre velfærdsinstitutioner? 

Mange væsentlige kvaliteter i forhold til at uddanne hele, velfungerende mennesker kan ikke måles og vejes. Det gælder for eksempel almen dannelse, samarbejdsevner og trivsel.

Der er brug for et opgør med markedsgørelsen af den offentlige sektor, hvor økonomitænkningen dominerer alt, mens omsorgen for det enkelte menneske bliver glemt i et regneark.