Et interview i Politiken med DR’s tidligere dramachef Ingolf Gabold har fået debatten om tv-serien 1864 til at blusse op igen. 

Det tjener Gabold til ære, at han i interviewet erklærer sig som et politisk menneske og insisterer på, at kunst er et politisk anliggende. Hatten af for det! 

Den progressive danskhed forsvarer velfærd, demokrati, ytringsfrihed og mangfoldighed.

Gabold forklarer, at han med 1864 ønskede at skabe debat om "hele den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske". Gabold ser Dansk Folkeparti som "fremmedfjendsk" og "bange for EU", og han mener, at det vigtigste emne i dag er, om vi betragter os som danskere eller europæere.

Desværre sætter Gabold med disse betragtninger lighedstegn mellem EU-modstand og Dansk Folkepartis nationalisme. Og lighedstegn mellem Europa og EU. 

Det er han imidlertid ikke alene om. I disse tider med store flygtningestrømme er mange, i frustration over den danske flygtningepolitik, begyndt at se på EU som noget progressivt. Eller de gør sig til talsmænd for, at EU kan løse flygtningekrisen. 

Lad os derfor slå fast, at man sagtens kan være både dansker og europæer - og modstander af EU. Og at der findes en anden slags nationalisme end Dansk Folkepartis, nemlig en progressiv danskhed. Det er den, som forsvarer velfærd, demokrati, ytringsfrihed og mangfoldighed. Det er en humanistisk danskhed, som åbner sig både mod Europa og verden.

Lad os også slå fast, at EU med sin jernring om de ydre grænser ikke har været med til at skabe løsninger på flygtningproblemet. Tværtimod. Flygtninge må ikke søge asyl fra EU-ambassader og må ikke rejse med fly. EU sender flygtninge i armene på menneskesmuglere og tværs over Middelhavet i små gummibåde. 

EU er ikke et samarbejde mellem Europas folk. EU er først og fremmest storkapitalens projekt. Og det grænseløse EU bruges til at spille arbejder ud mod arbejder for at presse løn og arbejdsforhold. Derfor er svaret på højrepopulismens nationalisme ikke mere EU, men ud af EU.