Siden industriens topforhandlere søndag offentliggjorde sit overenskomstforlig, har fagtop, regering og en række kommentatorer stået i kø for at uddele roser.

Industriområdet har valgt et overenskomstforlig, som overlader hele kampen mod den sociale dumping til de andre faggrupper.

Anderledes stille er der fra fagbevægelsens græsrødder. Stilheden skyldes måske, at nogle af forbedringerne er så små, at man nærmest skal have luppen frem for at se dem. Omvendt er forliget samlet set bedre end de to sidste overenskomstresultater, og specielt lærligene har fået et tiltrængt løft.

Men det springer også umiddelbart i øjnene, at det toneangivende industriområde har lagt sig fast på en tre-årig aftale med yderst moderate lønstigninger.

Som finansminister Bjarne Corydon meget sigende udtrykker det: "Parterne er lykkedes med at forbedre forholdene for de ansatte på en ansvarlig måde, så industriens konkurrencekraft ikke sættes over styr".

Og som vanligt lyder det fra industri-fagforeningernes forhandlere, at nu skal lønstigningerne hentes hjem ved de lokale forhandlinger.

Dermed er aben sendt videre til normallønsområdet, som nu også kan forvente at blive mødt med krav om et treårigt forlig. Her skal hele lønstigningen bare aftales ved de centrale forhandlinger, og al erfaring viser, at det er ulige sværere.

Heller ikke kravet om at få taget livtag med den sociale dumping bliver imødekommet. På industriområdet er problemet hovedsagelig den stigende brug af vikarer. Industriforliget sætter ingen bom for vikaransættelserne. Men de tillidsvalgte får angiveligt et nyt værktøj, idet de kan få oplyst, hvilke lokalaftaler og kutymer, som vikarerne skal arbejde under.

Som så ofte før skal problemerne i industrien løses på den enkelte arbejdsplads, mens de centrale aftaler bliver mere og mere fleksible. Løsningen er overladt til tillidsrepræsentanterne og den styrke, de kan mobilisere lokalt.

Industriområdet har altså valgt et overenskomstforlig, som overlader hele kampen mod den sociale dumping til de enkelte arbejdspladser og de andre faggrupper på arbejdsmarkedet. Aben er også her sendt videre. Det styrker næppe fagbevægelsen.