I jagten på afbureaukratisering har Berlingskes lederskribent Amalie Lyhne lidt uheldigt forvekslet demokratisk indflydelse på eget arbejde med unødigt bureaukrati. Og så ordinerer hun mere af den medicin, som har skabt patientens symptomer.

Det hele starter med ønsket om, at velfærdsarbejderne skal udføre det arbejde, de er bedst til. Bag dette yderst sympatiske ønske står fagforbundet Djøf, der organiserer samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske akademikere.

Det er jagten på at prissætte velfærdsopgaverne, som har skabt registreringshelvedet.

Konkret vil den faglige organisation have offentligt ansatte sygeplejersker, pædagoger, social- og sundhedspersonale og andre til fra 2025 at bruge ti timer mere om måneden til direkte borgerkontakt. Samtidigt skal de ansatte have større frihed til at lade deres faglighed råde i hverdagen.

Forslaget er et indspark til regeringens bebudede nærhedsreform og skal ifølge Djøf sikre, at reformen kan "mærkes konkret i velfærdsmedarbejdernes hverdag og ikke bare kunne måles bag skrivebordet".

Derfor foreslår organisationen også, at regeringen etablerer fem såkaldte nærhedspartnerskaber med eksperter fra universiteter, politikere, repræsentanter fra myndigheder, private virksomheder, civilsamfundet, fagforeninger, interesseorganisationer og borgerorganisationer, der skal føre målsætningerne ud i livet.

Og det er her, Amalie Lyhne ser rødt:

"Først skal deltagerne kortlægge det nuværende omfang af borgernær kontakt. Dernæst skal de definere begrebet faglig frihed og opstille mål for den faglige frihed. Så kommer arbejdet med at udarbejde målemetoder og planlægge, hvordan disse skal foretages og gentages. Endelig skal deltagerne i de fem nærhedspartnerskaber udvikle konkrete løsningsforslag. Arbejdet skal gennem tre forskellige faser. Pyh, man kan allerede se papirbunkerne for sig!", skriver hun i tirsdagens leder og advarer om, at Djøfs plan paradoksalt vil føre til mere bureaukrati.

Men inddragelse af samfundets aktører – og ikke mindst af de ansatte, som skal gennemføre forandringerne – er ikke unødigt bureaukrati. Det er en sund, demokratisk og praktisk tilgang til reformer, som alt for sjældent tages i brug.

I stedet for Djøfs forslag om en inddragende afbureaukratiseringsproces vil Amalie Lyhne "bruge konkurrence og frit valg langt mere offensivt, end vi gør i dag" for at slippe af med unødigt bureaukrati.

Her må vi huske den borgerlige lederskribent på, at den registrering af arbejdsopgaver, som i dag fylder urimeligt meget i velfærdsarbejdernes daglige rutiner, netop skyldes års konkurrenceudsættelse og borgerskabets våde drømme om at omdanne skattefinansierede velfærdsydelser til profitabel forretning.

Det er jagten på at prissætte velfærdsopgaverne, som har skabt registreringshelvedet. Skal vi bevæge os frem til en offentlig sektor, som arbejder for at løse velfærdsopgaverne bedst muligt for den enkelte borger, kræver det derfor et opgør med årtiers privatiseringer.

Lad kommuner, stat og regioner have monopol på velfærdsopgaverne, og giv demokratiet forrang for profitmaksimering, så vil både arbejdsglæden, borgertilfredsheden og effektiviteten stige til et niveau, vores rige samfund kan være bekendt.