Ovenpå terrorangrebet i Paris lyder det igen taktfast fra landets politikere: Vi skal bruge flere penge på efterretningsarbejde. Terrorlovene skal strammes, og der er brug for mere overvågning.

Terrorisme bruges som rambuk for mere undertrykkelse, mere politistat og mere krig.

Det ulykkelige parisiske angreb blev straks bragt ind i de aktuelle forhandlinger om en politiaftale og terrorpakke, der i går endte med et forlig og 600 millioner kroner til politiets terrorberedskab. Den nuværende og tidligere regering har siden foråret planlagt nye redskaber til overvågning og flere våben. Nu strammes skruen en tak ekstra. 

Andre igen bruger angrebet i Paris til at kræve et stop for muligheden for at kryptere mail og kommunikation. Det er en logisk fortsættelse af de seneste års konstante strøm af stramninger og overvågning.

Hver gang et nyt terrorangreb finder sted indskrænkes ytringsfriheden og frihedsrettighederne.

Det er efterhånden en velkendt spiral. Terrorisme bruges som rambuk for mere undertrykkelse, mere politistat og mere krig. Problemet er, at det tydeligvis ikke forhindrer terror. Faktisk tværtimod. Det skaber flere terrorister.

Det behøver magthaverne heldigvis ikke at bekymre sig om. Løkke-regeringen besluttede for nylig at skrinlægge den længe ventede evaluering af terrorlovene. Konklusionen af den beslutning er ikke rar: Det er åbenbart fløjtende ligegyldigt for regeringen, om terrorlovenes undertrykkelse gør en forskel i et forsvar mod terrorangreb. Den er et mål i sig selv.

Frankrig har en af Europas allermest restriktive terrorlove. Alligevel kunne man ikke forhindre, at terrorister skød og dræbte folk i det centrale Paris. Det forholder man sig ikke til i elitens massive debat efter angrebet. Det præsenteres derimod som en fastslået kendsgerning, at borgerne er nødt til at give afkald på deres demokratiske rettigheder i den permanente krig, som EU-landene og USA har kastet sig ud i.