Tirsdag nærmest jublede dr.dk med overskriften om, at Libyen endelig har fået en enhedsregering.

De stridende fraktioner, der i 2011 fik luftstøtte fra NATO til at fjerne statslederen Muammar Gadaffi, var tilsyneladende blevet enige.

Hvis enhedsregeringen nogensinde kommer til at regere Libyen, bliver det på vegne af Vesten.

Regeringen er dannet i eksil i Tunesien efter internationalt pres og løfter fra EU om over 100 millioner euro. Der er ingen, der ved, om denne regering nogensinde kommer til at sætte benene på libysk jord endsige regere landet. Men ét er sikkert, hvis den kommer til at regere Libyen, bliver det på vegne af Vesten.

1000 britiske soldater står lige nu står klar til at invadere landet. Begrundelsen er krigen mod Islamisk Stat, der til stor rædsel for EU er ved at få fodfæste i ørkenlandet, 400 kilometer fra Italiens kyst. Enhedsregeringen i Libyen vil tjene NATO's og Vestens interesser som et velkomment figenblad og måske snart invitere til den anden militære intervention af landet på under fem år. 

Libyen er fuld af olie og gas under sandet og var tidligere storeksportør til Europa. Men fraktionernes ødelæggende kampe har delvis lammet olie- og gasudvindingen.

Olieinteressen fremgår tydeligt af nogle af de 3000 nyligt offentliggjorte emails til og fra USA's tidligere udenrigsminister, Hillary Clinton, under krigen i 2011.

Som påskud for angrebet på Libyen fik offentligheden som sædvanligt serveret en række løgne.

I dag som for fem år siden er NATO's, USA's og EU's interesser i Libyen et regimeskifte, der baner vej for monopolernes rovdrift og militærstrategernes linieføring på det afrikanske kontinent.

Gav regimeskiftet i Libyen 2011 den lovede fremgang for landet, for kvindernes rettigheder og for demokratiet? Svaret er nej.

I stil med vestligt sponsorerede regimeskift i lande som Afghanistan, Irak og Ukraine trækker begivenhederne ødelæggelse efter sig. Problemerne i Libyen, Irak og Syrien i dag er konsekvenser af udenlandsk militær aktion. Islamisk Stat er vokset ud af af de magttomrum, som opstår, hvor Vesten har smadret en stat.

Endnu en intervention i Libyen vil ikke løse de politiske eller humanitære problemer, men Vesten vil få militærbaser ved oliekilderne, og det er netop målet.