Ved finanskrisens start var der mange kritiske røster fremme både blandt regeringsledere og økonomer. Finanskapitalen havde mistet folkets tillid, nu skulle den under skrappere kontrol, lød budskabet.

Sådan lyder det ikke længere. Tværtimod lyder det nu fra regeringsledere som Helle Thorning-Schmidt og finansminister som Bjarne Corydon, at nu må folket under skrappere kontrol for ikke at miste finansmarkedernes tillid.

Og finansmarkedernes kontrol bliver her i Europa videreformidlet af deres villige redskab, EU. Den kontrol har ført til, at Danmark har fået besked fra EU om at finde årlige besparelser på de offentlige finanser på hele 24 milliarder kroner inden udgangen af 2013.

Skal vi have tillid til vismændenes råd om at underlægge os et EU-sparekrav, som de selv siger er “ikke hensigtsmæssig”?

Ifølge de økonomiske vismænd er EU’s sparehenstilling til Danmark “ikke hensigtsmæssig” i den nuværende situation med stilstand i økonomien og udsigt til stigende arbejdsløshed.

Sparekravet, som blandt andet bliver opfyldt gennem en voldsom opbremsning i de offentlige investeringer, vil nemlig direkte sænke det danske bruttonationalprodukt og betyde 9500 flere arbejdsløse, påpeger vismændene.

Kort sagt er EU’s sparekrav hul i hovedet.

Betyder det så, at vismændene råder regeringen til at se bort fra EU's sparehenstillingen? Der er jo tale om en henstilling, som ikke kan følges op af bod og straf, som det ville være, hvis Danmark var et euro-land. Og det må vel være mest hensigtsmæssigt at se bort fra uhensigtsmæssige sparekrav?

NEJ, siger vismændene. Det er direkte nødvendigt, at Danmark uanset konsekvenserne fører sparekravene ud i livet. Ellers vil finansmarkederne se det som et tillidsbrud - de vil “miste tilliden til de offentlige finanser”. Der er ikke andet at gøre end at lægge sig knæ!

Og så er det ligegyldigt, om det er hensigtsmæssigt eller ej. Det stiller et nyt, endnu mere fundamentalt spørgsmål:

Har vi tillid til et samfund, der bygger på finansmarkedernes uindskrænkede diktatur?