Mandag tog EU's udenrigsministre et nyt sanktionsværktøj i brug, som i næsten ubemærkethed blev indført i december 2020. Her vedtog EU's udenrigsministre nye sanktioner mod Rusland, i kølvandet på at de russiske myndigheder nægter at efterkomme USA's, EU's og Den Europæiske Menneskeretsdomstols krav om at løslade Vestens darling nummer ét – den nyliberale højreradikale nationalist Alexej Navalnyj.

Hvad har EU gjort for at forsvare den australske journalist Julian Assange, der afslørede USA's og dets allieredes krigsforbrydelser i blandt andet Irak og Afghanistan? Intet!

Det nye sanktionsværktøj er en klon af et tilsvarende lovværk i USA og skal angiveligt give EU mulighed for at gribe ind med sanktioner, når menneskerettigheder bliver krænket kloden rundt. På overfladen et prisværdigt formål, hvem vil gå imod et forsvar for menneskerettigheder eller demokratiske rettigheder?

Men et dyk under overfladen afslører, at glansbilledet af EU's erklærede hensigter krakelerer. Hvad har EU gjort for at forsvare den australske journalist Julian Assange, der afslørede USA's og dets allieredes krigsforbrydelser i blandt andet Irak og Afghanistan? Intet! Heller ikke nu, hvor USA's nye præsident Joe Biden fortsat kræver Assange udleveret fra Storbritannien til retsforfølgelse på grund af hans afsløringer.

Hvad gør EU for at stoppe Israels daglige krænkelser af palæstinensernes menneskerettigheder og stoppe Israels ulovlige besættelse af Palæstina? Intet!

Hvad gør EU, når Ukraines præsident lukker tre privatejede TV-stationer for at lukke munden på sine politiske modstandere? Intet!

Og hvad gør EU, når regimet i Colombia vender det blinde øje til den ene massakre efter den anden på menneskerettighedsforkæmpere i landet? Intet! En dugfrisk FN-rapport opgør antallet af massakrer i 2020 til 76 med 292 dræbte.

Og der er mange flere eksempler på EU's manglende vilje til at forsvare menneskerettighederne. Fælles for de nævnte eksempler er, at menneskerettighedskrænkerne alle er tæt allieret med USA. Og USA samarbejder som bekendt med hvem som helst, bare de følger den til enhver tid siddende præsidents taktstok i tykt og tyndt.

De, der har håbet, at EU ville agere anderledes, må være slemt skuffede. Det samme gælder dem, der troede, at en socialdemokratisk udenrigsminister ville agere anderledes end de Venstre-ledte regeringer.

For Jeppe Kofod har både før og efter sin udnævnelse til udenrigsminister en rygrad som en regnorm, når det gælder menneskerettigheder og demokratiske rettigheder, og udstillet sig selv som villig skødehund for USA.

Da Rusland i 2013 gav asyl til den amerikanske whistleblower Edward Snowden, støttede Jeppe Kofod som Socialdemokratiets udenrigsordfører kravet om udlevering – især når det er en "retsstat som USA, som vi langt hed ad vejen deler værdier med". Så sent som i november sidste år udsendte Kofod sin støtte til en fælleserklæring i anledning af den internationale dag for at stoppe straffrihed for forbrydelser mod journalister:

"Journalister, frie medier skal kunne arbejde sikkert uden frygt for misbrug, vold eller gengældelse".

Men det gælder ikke Julian Assange og andre, der kommer på tværs af USA's og EU's planer.