I dag går briterne til valg, og der er lagt op til et gyservalg mellem de Konservatives Teresa May og den socialdemokratiske labourleder Jeremy Corbyn.

Det, alle troede skulle blive en let og knusende sejr for Teresa Mays nyliberale kurs og et sviende nederlag for Labour, er forduftet.

Corbyn er gået til valg på et klassisk social-demokratisk program bestående af blandt andet nationaliseringer.

De Konservative havde håbet, at Labour under Corbyns ledelse ville lide samme skæbne som socialdemokratierne i Grækenland og Frankrig, som nærmest er blevet udraderet parlamentarisk.

Men Labour har med Corbyn i spidsen valgt en anden kurs end at følge de nyliberale økonomiske diktater fra EU – til stor fortrydelse fra flertallet i hans egen parlamentsgruppe, der hellere ser hans hæl end tå.

Labourlederen har fastholdt tætte bånd til den britiske fagbevægelse, som stod fadder til partiet. Fagbevægelsen har stået vagt om Corbyn, når flertallet af Labours medlemmer i Underhuset har forsøgt at vælte ham.

Corbyn er gået til valg på et klassisk socialdemokratisk program bestående af blandt andet nationalisering af jernbaner, el- og vandforsyning, genopretning af sundhedssektoren, afskaffelse af tårnhøje studieafgifter, boliger, der er til at betale, en højere mindsteløn, arbejdspladser i udkantsområder og højere skatter for de rige.

Med Jeremy Corbyns egne ord, ønsker han at skabe et samfund for flertallet  – ikke for de få, som har nydt godt af de Konservatives nyliberale nedskæringspolitik.

Det er også et opgør med det nyliberale program, som Tony Blair indførte i slut 90'ernes Labour, og som socialdemokratierne i de fleste andre EU-lande har gennemført – i overensstemmelse med linjen i Bruxelles. 

Jeremy Corbyns fremgang kommer trods de britiske mediers korstog, hvor han blandt andet er blevet fremstillet som et ekko af Venezuelas tidligere præsident Hugo Chávez. "Corbyns valgmanifest kan føre til kaos som i Venezuela", som Express skrev i en overskrift.

Men Corbyn har stået fast og erklæret sig som socialist – noget som øjensynligt vinder genklang i arbejderklassen.