Tillykke Lars. Således står der på det banner, som LO og FTF på valgnatten opstillede på Christiansborg Slotsplads.

På banneret opfordrer de til, at Lars Løkke tager krav som flere job, stop social dumping, øget investering i arbejdsmiljø og "fleksibel genoptjening af dagpenge" med i regeringsgrundlaget.

Samtidig takker de to faglige hovedorganisationer ja til Løkkes invitation til trepartsforhandlinger og ser ifølge LO-formand Harald Børsting frem til "et solidt og tillidsfuldt samarbejde" med Løkkes regering.

Fagbevægelsen må træffe et valg: Enten kampens og aktivitetens vej eller udsigtsløse forhandlinger om kompromisser, der yderligere vil udhule fagbevægelsens styrke. 

Men når Lars Løkke Rasmussen sidder ved forhandlingsbordet, er det ikke for at gennemføre arbejdspladsernes krav. En Venstre-ledet regering vil, uanset sammensætningen, være en arbejder- og fagforeningsfjendsk regering. Det har vi rigelig erfaring for fra de tidligere VK(O)-regeringer. 

Det vil være Dansk Arbejdsgiverforenings og Dansk Industris krav, der bliver regeringens grundlag. De kræver mere import af billig udenlandsk arbejdskraft og beskæringer af overførselsindkomster for at tvinge syge og førtidspensionister ud som løntrykkere på arbejdsmarkedet. Dertil flere velfærds-finansierede skattelettelser til gavn for virksomhedernes profit. 

Arbejdspladsernes krav vil aldrig blive skrevet ind i en Løkke-ledet regerings grundlag. De vil kun kunne gennemføres, hvis fagbevægelsen bygger på medlemmernes aktivitet og kampkraft. Skal det ske, kræver det også klare formuleringer af kravene. For eksempel at dagpengeforringelserne skal rulles tilbage.

Og krav om opgør med EU-regler for at kunne sejle op mod arbejdsgivernes øgede brug af underbetalte udenlandske arbejdere. Uden dette opgør kan fagbevægelsen ikke sikre samme løn- og arbejdsforhold for danske og udenlandske arbejder.

Fagbevægelsen må træffe et valg: Enten kampens og aktivitetens vej.

Eller også udsigtsløse forhandlinger om kompromisser, der yderligere vil udhule fagbevægelsens styrke, fordi medlemmerne mister tilliden og fortsætter med at stemme med fødderne, når deres ledere ikke står fast.