Da danskerne i 1972 skulle stemme om medlemskabet af EF, optrådte formændene for DA og LO sammen i store annoncer for at få danskerne til at stemme ja. Det skete med parolen "Nødderne knækker vi selv". 

I dag ved vi, at vi ikke knækker nødderne selv. I talrige situationer har EU blandet sig i det danske arbejdsmarked. Flere EU-domme har fastslået, at reglerne om fri bevægelighed for kapital og arbejdskraft står over faglige rettigheder. 

Den voksende EU-skepsis burde fagbevægelsen tage alvorligt ved i det mindste at føre en demokratisk debat om retsforbeholdet.

Men toppen af den danske fagbevægelse har intet lært. Den står stadig last og brast med arbejdsgiverne i at forsvare EU. Og der er tilsyneladende ingen grænser.

Seneste eksempel er et fælles høringssvar fra de tre hovedorganisationer LO, FTF, AC og arbejdsgiverne i DA om lovgrundlaget for afstemningen om det danske retsforbehold.

Med argumenter om, at det bliver nemmere at inddrive gæld på tværs af grænserne, at sæsonarbejderdirektivet og udstationeringsdirektivet ikke er med i den nuværende aftale, og at Danmark fortsat skal være medlem af politisamarbejdet, erklærer de fire organisationer deres helhjertede støtte til regeringens oplæg.

Hvad de derimod ikke forholder sig til, er det demokratiske aspekt i at åbne en ladeport for, at at et skiftende flertal i Folketinget kan tilslutte Danmark til mere og mere af EU's retspolitik. Med det afstemningstema, som er lagt frem, bliver danskerne ikke spurgt igen. 

Det kan næppe undre, at arbejdsgiverne i DA indtager det standpunkt. Men det er unægtelig bemærkelsesværdigt, at de tre hovedorganisationer forbeholder sig ret til at træffe denne beslutning uden større demokratisk debat i deres bagland. Oven i købet i en situation, hvor flere målinger har vist, at der er en voksende EU-skepsis blandt mange almindelige arbejdere.

Den skepsis burde fagbevægelsen tage alvorligt ved i det mindste at føre en demokratisk debat om så vigtigt et spørgsmål, som afgivelse af mere suverænitet til EU.