Mindst 73.000 svage ældre får ingen hjemmehjælp til de hverdagsopgaver, de ikke længere selv kan klare.

Det viser ny undersøgelse fra forskningscentret VIVE, der samtidig kan fortælle, at antallet er steget med 50 procent på 10 år.

Dem, der har råd, kan købe sig til hjælp på det frie marked. 

Vi taler her om mennesker, der risikerer hoftebrud, hvis de går ned ad trapper, ikke kan tage tøj på, eller ikke magter at løfte en fuld tekande.

Tallene er udtryk for en virkelighed, der har manifesteret sig gennem mange år. En virkelighed, hvor gamle og svagelige helt bogstaveligt bliver efterladt i deres eget skidt. Et skred i værdighed og menneskelighed.

Skive for skive er der blevet skåret af den kollektive velfærd gennem de sidste årtier. Vi nærmer os et punkt, hvor man kan se et kollaps i horisonten.

Engang var det normen at ældre kunne få praktisk hjemmehjælp et par gange om ugen. I dag er der typisk under en times hjælp til rengøring hver anden eller tredje uge. Og der bliver hele tiden rykket ved grænsen for, hvor ringe en service man kan byde de ældre.

Assens Kommune har lige forsøgt sig med at skære hjælpen til rengøring ned til kun hver femte uge og helt afskaffe hjælp til gulvvask. Men efter massive protester har kommunen valgt at trække i land igen.

Der bliver flere ældre, men kommunerne får ikke penge til at hjælpe dem. Der sker en udsultning med åbne øjne. Siden 2012 er dette angreb på velfærdsrettigheder sat i system gennem EU’s finans-pagt, men det er som sagt ikke et nyt fænomen.

Angrebet sker uden nogen form for folkelig eller politisk debat, anden end den, der opstår, når desperate borgere råber op. For magthaverne ved godt, at der ikke er opbakning til angrebet på de gamle.

Bliver vi da fattigere og fattigere som samfund? Nej, pengene er der. Til skattelettelser, superprofitter og finansspekulation.

Men de bliver ikke brugt på de mennesker, der har allermest brug for en hjælpende hånd.

Konsekvensen er det ikke svær at forudsige. Velfærd bliver en privat sag, hvor omsorgen for de gamle bliver familiens ansvar, som det også ses i fattige lande, og som det var i Danmark, før det kollektive velfærdssystem så dagens lys.

Dem, der har råd, vil naturligvis købe sig til hjælp på det frie marked.

Fanden tager de sidste. Skal vi finde os i det?