I weekenden modtog den britiske filminstruktør Ken Loach De Gyldne Palmer i Cannes for sin film "I, Daniel Blake".

Det er historien om en tømrer, der ender på kontanthjælp efter en arbejdsskade, og bliver ramt af det stadig mere umenneskelige britiske sociale system.

Tak til Ken Loach  for at bruge sin platform til at fortælle om konsekvenserne af elitens skånselsløse klassekamp. 

Det er en god nyhed fra filmfronten. Der er nemlig tusinder og atter tusinder Daniel Blake’er, hvis historier vi ikke hører, og hvis menneskelighed konstant forsøges reduceret til "snyltere" eller "tabere".

Loach fortæller med sin film historien om den politik, der helt bevidst sender milioner af arbejdere i fattigdom i jagten på profit. Kombinationen af usikre ansættelser til lave lønninger og et generalangreb på arbejdsløse og folk på sociale ydelser har sendt over en million britere i kø i de 400 såkaldte food banks, der er skudt op de seneste år.

Den konservative regering har slagtet bistandshjælpen efter en lang og brutal kampagne akkompagneret af de førende medier mod mennesker på overførselsindkomst. Det betyder, at folk bogstaveligt talt lever på et eksistens-minimum. I Storbritannien, der huser flest milliarder af alle i verden.

Angrebet på de lavestlønnede, de syge og de arbejdsløse er også i fuld gang herhjemme, og det er en kamp fra dør til dør for, at den britiske syge ikke spreder sig til Danmark

Fattiggørelsen af den europæiske arbejderklasse er måske den vigtigste tendens på kontinentet de seneste 10 år, men den omtales stort set ikke i medierne. Tak til Ken Loach  for at bruge sin platform til at fortælle historien om konsekvenserne af elitens skånselsløse klassekamp.

Det er i øvrigt langt fra første gang, han er talerør for dem, der ellers ikke bliver hørt.

Film - og kunst i det hele taget - taler til os med et sprog, som er stærkere end nok så mange tal og statistikker.  Vi genkender os selv og vores omverden og ser, at vi ikke er alene. 

- Vi skal sprede buskabet om håb. Vi må sige, at en anden verden er mulig og nødvendig, sagde Ken Loach i sin takketale.

Det har han så evig ret i.