I dag skulle den danske regering forsvare de seneste måneders flygtningestramninger over for EU-parlamentet.

I den forbindelse er det værd at huske på, at EU langt fra er garant for en human flygtningepolitik. Tværtimod er EU's politik med til at tvinge folk på flugt, holde millioner af flygtninge ude af Fort Europa og tvinge udlændinge ud i et underbetalt og dereguleret arbejdsmarked. Alligevel kan debatten være en anledning til at kigge på regeringens tiltagende foragt for menneskerettighederne.

Regeringen og højrefløjen har bevæget sig fra en gedulgt omgåelse af menneskerettigheder til en åben kamp mod FN's konventioner.

Som beskrevet i et blogindlæg af Niels-Erik Hansen har regeringen tabt ni sager i FN i 2015 om flygtninges og asylansøgeres menneskerettigheder. De tabte sager har ikke fyldt mediernes dagsorden, og regeringen er ligeglad. Hvor menneskerettigheder engang var noget, man tog alvorligt, ses de i dag som irriterende forhindringer for den stærkes ret. Det væsentlige er ikke Danmarks anseelse i udlandet, pyt med den. Problemet er den glidebane mod racisme og undertrykkelse, den danske regering har begivet sig ud på.

Menneskerettighederne blev i deres moderne form nedfældet af FN i 1948 som reaktion på Anden Verdenskrigs barbari og som et kompromis i starten af Den Kolde Krig. De er blevet defineret og brugt af den herskende klasse, og i en række årtier satte de en grænse for den politik, man kunne føre åbenlyst. Sådan er det ikke længere. Kapitalismen og de ledende partier har intet ønske om at respektere menneskets mest grundlæggende behov. Derfor har regeringen og højrefløjen bevæget sig fra en gedulgt omgåelse af menneskerettighederne til en åben kamp mod FN's konventioner.

At børn skal vente tre år på at blive genforenet med deres forældre, og at flygtninge gøres til en fattig underklasse uden rettigheder er ikke noget, der holder de danske ministre vågne om natten. Det handler om holde hadet i kog og splitte folk op i os mod dem. For Løkke, Støjberg og co. er flygtninge slet ikke mennesker, men redskaber i deres politiske kamp. Og hvem har så brug for rettigheder?