Den 8. maj er det 70 år siden, at Hitlertyskland endeligt kapitulerede. Dét skete få dage, efter at Sovjetunionens røde fane med hammer og segl var blevet hejst over Rigsdagen i Berlin.

Når nye fjendebilleder skal manes frem, som det er sket i kølvandet på Sovjetunionens kollaps i 1990, bliver der for alvor sat gang i en ideologiske oprustning for at nyskrive historien.

I den anledning vil stats- og regeringsledere fra 26 lande sidde på ærestribunen på den Røde Plads i Moskva sammen med præsident Putin og overvære den traditionsrige sejrsparade til minde om sejren over fascismen i Europa. Men der mangler nogle.

Tyskland mangler. De fleste EU-lande mangler heriblandt Danmark, lederne af de tre baltiske lande og Polen. Obama fra USA kommer heller ikke. Begrundelsen er Ruslands "fremfærd" i Ukraine. Boykotten er intet mindre end uforskammet.

23 millioner sovjetborgere døde under krigen. Til sammenligning døde 450.000 briter og 418.000 amerikanere. Sejren den 8.-9. maj 1945 tilhører selvfølgelig alle, der kæmpede, og alle der døde, ikke kun Sovjetunionen. Derfor er der også tradition for at invitere andre landes stats- og regeringschefer til paraden i Moskva.

Desværre er fortiden blevet vendt på hovedet her i nutiden. Historien bliver voldsomt omskrevet, når nye fjendebilleder skal manes frem, som det er sket i kølvandet på Sovjetunionens kollaps i 1990, der for alvor satte gang i en ideologiske oprustning for at nyskrive historien.

Vi ser i dag, at de vestlige kræfter – der var allieret med Sovjetunionen for 70 år siden – er ekstremt krigeriske mod Rusland. Men de støtter samtidig uden at rødme de fascistiske kræfter, der buldrer frem i Ukraine.

Vesten protesterede naturligvis ikke, da Ukraines premierminister for et par måneder siden i ramme alvor hævdede, at det var Sovjetunionen, der angreb Tyskland og på den måde startede Anden Verdenskrig! Eller da Ukraines parlament for nylig forbød kommunistisk propaganda og enhver venlig omtale af Sovjetunionen.

I det borgerlige verdensbillede er der ikke plads til at anerkende, at uden Sovjetunionens afgørende indsats, var Hitler ikke blevet slået. Ikke et ord om, at kommunisterne i Europa havde en ledende rolle i de enkelte landes modstandsbevægelser. Ikke et ord om, at indsatsen førte til en historisk stor opbakning i arbejderklassen til kampen for socialisme. Sejrherrerne skriver altid historien!