Fagbevægelsen har mistet medlemmer og indflydelse. Det er baggrunden for, at fagtoppen i både LO og FTF gennem de sidste to år har arbejdet med en plan for at fusionere de to organisationer.

Det er medlemmernes vilje og evne til at skabe aktivitet og sætte magt bag ordene, som giver fagbevægelsen styrke.

Analysen lyder blandt andet, at en større fagbevægelse vil klare sig bedre på de bonede gulve – hvad enten det er i Finansministeriet, Moderniseringstyrelsen eller hos Dansk Industri og Dansk Erhverv.

Det er imidlertid et forkert svar på en forkert analyse. Fagbevægelsen har ikke mistet indflydelse, fordi den har mistet medlemmer, men fordi den slet ikke er gearet til at tage de udfordringer op, som den faglige kamp står overfor i dag.

Arbejdsgiverne er i offensiven. Det historiske klassekompromis, som fagtoppen så heftigt har dyrket i efterkrigstiden, er opsagt – i hvert fald af storkapitalen. Det voksede frem under bestemte historiske betingelser, som ikke længere er til stede. Kombinationen af en stærk arbejderbevægelse og en stor socialistisk lejr, samtidig med at kapitalismen oplevede mere end 20 år med stabil og stærk økonomisk vækst, skabte nogle særlige muligheder.

I dag er disse forhold helt forandrede. Kapitalismen er i krise. Med EU som rambuk gennemføres i alle lande angreb på de rettigheder, som fagbevægelsen har vundet gennem de sidste 100 år. 

I intet land har fagbevægelsen været i stand til at modstå denne offensiv. Vi har i stedet set, at fagbevægelsen er gået i forhandling om at mildne de værste angreb og gradvist har accepteret forringelser i velfærd og arbejdsforhold. Det har skabt frustration og krise.

Fagbevægelsens styrke skabes ikke på de bonede gulve men ude blandt medlemmerne. Det er medlemmernes vilje og evne til at skabe aktivitet og sætte magt bag ordene, som i sidste ende giver styrke. For at imødegå arbejdsgivernes offensiv skal den mødes af en lige så stor offensiv fra fagbevægelsen. Det kræver stærke lokale fagforeninger og klubber. 

Det er den diskussion, der er brug for at få rejst i fagbevægelsen, i stedet for diskussioner om bureaukratiske fusioner.