Den Danske Ordbog definerer begrebet symbolpolitik som "politik, der i højere grad føres for at markere en ideologisk holdning over for offentligheden og give indtryk af handlekraft, end for at anvise konstruktive forslag til løsning af det pågældende problem".

Ser man på de love og regler, som det politiske parnas har samlet i landets ghettolove, er denne definition ualmindeligt præcist rammende.

Arbejderen fortæller i dag historien om 300 beboere, der smides ud af deres almene bolig i Helsingør. De opsagte lejere skal erstattes af beboere på over 50 år med arbejde og uden børn – på den måde håber boligområdet Nøjsomheds boligselskab Boliggården at forhindre, at Nøjsomhed ender på regeringens liste over såkaldte "hårde" ghettoer.

Med ghettoloven er der ikke rum til at kigge på reelle løsninger på reelle problemer.

Ender boligområdet på den liste, kan boligselskabet nemlig blive tvunget til at sælge eller nedrive 60 procent af de almene familieboliger i området.

At denne tvangsflytten rundt på folk ikke løser samfundsmæssige problemer med manglende uddannelse, arbejdsløshed, indkomstniveau eller for den sags skyld kriminalitet burde være åbenbart for enhver. Men det er ganske tydeligt heller ikke formålet med loven – i hvert fald ikke, hvis man skal dømme den på de konsekvenser, lovordene får ude i virkeligheden.

Lad os give ordet til Boliggårdens direktør Lars Gruby:

– Vi må forholde os til, hvad vi kan nå at gøre i løbet af de to år, vi har til at komme af ghettolisten. Vi kan ikke gøre noget ved uddannelse, vi kan ikke gøre noget ved beskæftigelsen på så kort tid. Det eneste håndtag, vi har tilbage at skrue på, er at ændre beboersammensætningen. Vi har ikke tid til at vente på de langsigtede løsninger.

Klarere kan det sådan set ikke siges. Med ghettoloven er der ikke rum til at kigge på reelle løsninger på reelle problemer – der er kun tvang til at handle i panik på måske ikkeeksisterende problemer.

Som det er sagt før fra denne lederplads, forekommer det eneste formål med ghettolovene at være en mulighed for partierne bag til at vise handlekraft – og jo mere inhumant og følelseskoldt denne handlingskraft kan udtrykkes, des bedre!