For en måned siden præsenterede finansminister Claus Hjort en historisk stram økonomiaftale mellem regionerne og regeringen. De eneste nye penge til de hårdt trængte sygehuse i 2017 er 200 millioner kroner. 

En enkelt ansat udfører i dag 44 procent mere pleje og behandling end i 2001.

Overfor det står voldsomt stigende udgifter til blandt andet kræftbehandling, ny teknologi og ny medicin.

Man kan diskutere, om ordet aftale egentlig er dækkende. Der er mere tale om et diktat fra Hjort & co. til regionerne.

Set fra Christiansborg er det en nyliberalistisk naturlov, at der altid er mulighed for at skære yderligere ned og gennemføre effektiviseringer i den offentlige sektor. 

Siden 2000 har de ansatte på sygehusene hvert år været underlagt et krav om at effektivisere to procent. Det betyder, at en enkelt ansat i dag udfører 44 procent mere pleje og behandling end i 2001, viser en undersøgelse, som de ansattes organisationer har lavet.

De ansatte er ved at segne under det store arbejdspres og de konstante sparerunder og omstruktureringer, viser en rundspørge til tillidsfolk i alle fem regioner, som Arbejderen har lavet.

Der er rygende travlt ude på hospitalsafdelingerne, mange går ned med stress, og en del søger væk fra området, fordi de ikke længere synes, at de kan udføre deres arbejde godt nok.

Afstanden mellem dem, der bestemmer over sygehusenes økonomi, og dem, der skal leve med beslutningerne i hverdagen, er blevet enormt stor.

Der er i dag en 100 procent topstyring, hvor regeringen ned i detaljen bestemmer, hvad der skal ske på det enkelte sygehus.

Magthaverne skærer konstant ned, men fastholder kravet om, at de ansatte skal levere et sundhedssystem i verdensklasse.

Det eneste, der kan ændre den situation, er aktiv kamp, hvor de ansatte står sammen på tværs af faggrænser og landsdele i en fælles afvisning af nedskæringspolitikken.

Danmark har råd til et sygehusvæsen i verdensklasse. Et flertal af danskerne prioriterer dét langt højere end skattelettelser og kampfly.