En mindre omtalt del af denne uges finanslovsspil er den aftale om satspuljen, som blev indgået i går.

Satspuljen har 23 år på bagen i år og er efterhånden blevet så institutionaliseret, at ingen stiller spørgsmålstegn ved konstruktionen: Kun Enhedslisten står hvert år uden for forligene. Der er ellers rigelig grund til at stille spørgsmål.

Satspuljen bygger på et absurd princip, der betyder, at de fattigste i samfundet kommer til at betale for de projekter, der skal hjælpe de fattigste.

Pengene til puljen tages fra reguleringen af folkepension, dagpenge, kontanthjælp og andre overførselsindkomster, som stiger 0,3 pct mindre end lønudviklingen. Et absurd princip, som betyder, at man så og sige fodrer hunden med dens egen hale, fordi de fattigste  i samfundet kommer til at betale for de projekter, der skal hjælpe de udsatte.

Forringelsen af overførselsindkomsterne akkumuleres år for år. I 2009 viste udregninger, at en enlig pensionist havde 458 kroner mindre om måneden, end hun ville få uden udhulingen af folkepensionen. Faktisk havde en enlig folkepensionist på denne måde betalt omkring 40.000 kroner til satspuljen fra den blev indført i 1993 til 2009.

Puljeordningen betyder samtidig, at en række sociale projekter ikke er på finansloven, men skal søge finansiering på ny hvert år. Det gør det svært at fastansætte og betyder, at de skal bruge mange ressourcer på de årlige støtterunder.

De 0,3 procent fra den lavere regulering ryger i satspuljen, men kun når de generelle lønstigningerne i samfundet er over to procent. Det er de ikke nu, og derfor kommer der ingen nye penge i satspuljen. Hvor der for 10 år siden årligt var omkring en milliard kroner til fordeling på et år, skal de samme penge nu strækkes over fire gange så lang tid.

Det sker i et samfund, hvor uligheden samtidig er steget, ikke mindst på grund af regeringens økonomiske politik. Partierne bag forliget har hidtil forsvaret satspulje-tyveriet med, at pengene går til udsatte grupper og dermed kommer de dårligst stillede på overførselsindkomst til gode. Men det forklarer ikke, hvorfor det er de dårligst stillede, der skal betale til de allerdårligst stillede.