De voksne børn må i fremtiden selv passe deres gamle forældre, den dag de ikke kan klare sig selv længere. Bor de for langt væk, må de betale for at andre passer forældrene.

Det var budskabet fra to professorer på forsiden af Jyllands-Posten tidligere på ugen. Historien blev via Ritzau gentaget i en række andre medier.

Men ingen stillede spørgsmålstegn ved påstanden om, at Danmark i fremtiden ikke vil have råd til at sikre en skattefinansieret ældrepleje. Der burde have rejst sig et ramaskrig over en så uhyrlig påstand, men den røg bare ned som så mange andre angreb på vores velfærdsmodel. 

De to professorer henviser til det stigende antal ældre, den såkaldte ældrebyrde, som vil belaste udgifterne til sundhed og pleje.

Vi skal tilbage til dengang, hvor det var kvindernes ansvar at tage sig af familiens ældre.

Ingen konfronterer dem med den nye analyse fra Ugebrevet A4, som viser, at selv om antallet af ældre er steget med 146.000 personer fra 2007 til 2013, er kommunernes udgifter til ældrepleje stort set uændrede. Kommunerne bruger i dag over 10.000 kroner mindre per ældre end i 2007.

Kommunernes hårde opbremsning på ældreområdet kan mærkes hos den enkelte ældre i hjemmeplejen eller på plejehjem. Nedskæringer og forringelser er en del af dagligdagen. 

Men den såkaldte ældrebyrde skal altså bruges til yderligere angreb på vores velfærd. Vi skal tilbage til gamle dage, hvor det var kvindernes ansvar at tage sig af familiens ældre.

Kommunernes Landsforening erklærer, at ældreplejen stadig skal være en offentlig opgave, men samtidig skærer kommunerne ned, presser pårørende til at yde mere og øger brugen af frivillig arbejdskraft.

Med henvisning til ældrebyrden er der allerede gennemført mange forringelser - først og fremmest massakren på efterlønnen og en højere pensionsalder. Om 20 år vil de børn, som ifølge de to professorer skal passe deres gamle forældre, stadig selv være ude på arbejdsmarkedet.

Selvfølgelig har et rigt land som Danmark råd til at tage vare på sine syge og svage ældre. Det er alene et spørgsmål om politisk prioritering. Om man vil bevare en skattefinansieret velfærd med ens ydelser til alle, eller vil tilbage til tidligere tiders fattighjælp og familieansvar.