Vi bliver aldrig af med krigen medmindre vi diskuterer alternativerne til den. Det skriver fredsforsker Jan Øberg i dagens avis, hvor han kommer med 27 principper, idéer og konkrete forslag til, hvad Danmark kunne have gjort i stedet for at blive part i den aktuelle krigsindsats i Irak.

 USA's politik i Mellemøsten er at sikre sin dominans og indflydelse i en region, som rummer to tredjedel af verdens oliereserver. 

Det er tankevækkende læsning fra en mand, som i mere end 40 har beskæftiget sig med freds- og konflitkforskning og har arbejdet i krigszoner, hvor NATO  og NATO-lande har været involveret. Og som i 1980’erne var medlem af regeringens Nedrustnings- og Sikkerhedspolitiske Udvalg, SNU.

I dag har regeringen ikke et sådant udvalg. I det hele taget er der ingen i Danmark, som på officielt plan arbejder med forsoning og sikkerhed. Danmark er blevet en militær høg, et kerneland i NATO som klistrer sig tæt op af USA's udenrigspolitik. 

"Krig er politikkens fortsættelse med andre midler", sagde den tyske militærhistoriker Clausewitz allerede i 1834. Og USA's - og NATO's - politik i Mellemøsten er ikke at redde demokratiet fra "verdens farligste terrorbevægelse", men at sikre sin dominans og indflydelse i en region, som rummer to tredjedel af verdens oliereserver. 

Danske politikere har med de sidste 15 års aktivistiske udenrigspolitik valgt, at Danmark skal være en tæt og lydig allieret til denne politik. Derfor mangler fredens stemme i det officielle Danmark i dag.

"Imperialisme - det er krig", sagde socialisten Rosa Luxemburg, som under Første Verdenskrig var en aktiv krigsmodstander. I dag - i imperialismens epoke - er drivkræften fra de herskende klasser og stormagter stadig at ekspandere og underlægge sig områder, hvor de kan få magt og indflydelse og udplyndre naturresurser. Verden deles og genopdeles i en evig kamp mellem store lande og internationale monopoler. 

Skal freden for alvor vindes, skal der tages et opgør med denne politik.