Efter årelange forhandlinger er der nu kommet en rammeaftale om Irans atomprogram – en aftale, der mindsker spændingen og faren for en krig mod Iran.

Aftaleparterne blev enige om, at Iran skærer ned i antallet af centrifuger, hvormed iranerne beriger uran. Iran gik også med til at underkaste sig skærpet international kontrol af sit atomprogram. 

Israels regering hader aftalen fordi et styrket Iran vanskeliggør den definitive undertrykkelse af palæstinenserne.

Til gengæld letter EU, USA og FN's Sikkerhedsråd en række af sine sanktioner mod Iran. Og så får Iran desuden lov til at fortsætte produktionen af uranbrændsel til sine atomkraftværker. Aftalen betyder, at Iran kan udvikle sit atomprogram til civile formål. 

Iran har hele tiden kategorisk afvist anklagerne om, at de udvikler atomvåben, sådan som Vesten har hævdet.

Kun iranerne ved med sikkerhed, hvad målene med atomprogrammet har været og er. Men det er relevant at stille spørgsmålstegn ved, om Iran overhovedet kan have glæde af at udvikle atomvåben. Hvad nytter én enkelt iransk atombombe, når Israel har hundredvis af atombomber og USA i tusindvis.

Det er ikke Iran, men derimod Israel og USA, der optræder aggressivt i Mellemøsten.

Når Israel er så rasende over den aftale, som deres venner i Washington, London, Paris og Berlin har indgået med Teheran – en aftale, som også Moskva og Beijing har sat deres underskrift på – så er det ikke fordi Israel dermed står over for en militær trussel fra Iran. Men Iran støtter nogle de palæstinensiske kræfter, som kæmper mod det zionistiske regime i Tel Aviv. Israels regering hader aftalen fordi et styrket Iran vanskeliggør den definitive undertrykkelse af palæstinenserne.

Når aftalen kommer netop nu, er det imidlertid fordi Vesten har sine egne interesser. Det kan være adgangen til Irans olie og veluddannede arbejdskraft, der trækker. Og det kan være, at Vesten i den komplicerede situation med IS, al-Qaeda og andre ukontrollable grupper, har brug for en periode med forståelse med Iran.