Fredag blev der indgået en aftale mellem de offentlige arbejdsgivere og fagforeninger. Den indebærer, at de offentligt ansatte, som er hjemsendt uden arbejdsopgaver, skal afvikle fem dages ferie eller afspadsering inden den 13. april.

ISS og Bestseller har sendt hundredvis ud i arbejdsløshed – på trods af store hjælpepakker. De er ikke tynget af samfundssind. 

Aftalen på det offentlige område er bedre end den aftale, som er en del af trepartsaftalen, hvor alle hjemsendte lønmodtagere skal bidrage med fem dages selvbetalt frihed – også selv om man hverken har noget ferie eller afspadsering at betale med.

Aftalen italesættes med, at alle skal bidrage til af få Danmark gennem krisen. Og ingen tvivl om, at fem dages tvungen ferie er bedre end arbejdsløshed, hvor dagpengedækningen efterhånden er så ringe, at det er på kanten af økonomisk ruin.

Men det rejser også det helt grundlæggende spørgsmål, om alle skal bidrage til at betale regningen for den krise, som har ramt Danmark.

Den store fortælling er, at nu står vi sammen om at redde Danmark, da vi alle er i samme båd. Fortællingen er bare forkert. Vi er ikke i samme båd – selv om vi alle nu kan blive ramt af den samme virusinfektion. Danmark er stadig et klassesamfund.

Alene hvis man ser på sygdomme, så er der store sociale forskelle. Det er veldokumenteret, at de fattigste i Danmark lever kortere og er mere syge.

Men også vores økonomiske udgangspunkt er vidt forskelligt. For de lavest lønnede kan det være noget af en økonomisk dukkert at skulle betale fem fridage selv. 

Og endnu værre er det for de grupper på arbejdsmarkedet, som har så usikre arbejdsforhold, at de ikke kan få dagpenge.

Der er masser af mennesker, som overhovedet ikke skal have del i den regning, som lige nu er ved at blive skabt.

Det tjener faktisk regeringen til ære, at den hjemsendte de offentligt ansatte med fuld løn. Men det er også tydeligt, at både arbejdsgivere og borgerlige politikere er ved at vågne op og nu kræver, at lønmodtagerne skal betale en større del af regningen.

Vi har set de første store firmaer, som ISS og Bestseller, sende hundredvis ud i arbejdsløshed – på trods af store hjælpepakker. De er ikke tynget af samfundssind.

Det slagsmål vil fortsætte. Og sporene skræmmer. Al erfaring viser, at regningen altid ender hos arbejderklassen.

Det er den kamp, vi skal forberede os på nu. Kampen om, hvem som skal betale regningen, er begyndt.