Siden det såkaldte "velfærdsforlig" blev indgået i 2006, er pensionsalderen med stigende styrke blevet en del af den politiske debat – ikke mindst i de fagforeninger, som organiserer de ufaglærte og håndværkerne med de mest nedslidende job.

Presset må fortsætte for at få en pensionsalder, som sikrer alle både en værdig tilbagetrækning og gode pensionsår. 

Forliget indebærer, at tilbagetrækningsalderen skal stige, når levetiden stiger, og betyder, at Danmark om få år vil have Europas højeste pensionsalder.

Set i det perspektiv er det positivt, at Socialdemokratiet nu åbner for at ændre pensionsalderen og ovenikøbet vil gøre det i samarbejde med fagbevægelsen. Presset i baglandet er blevet for stort til at blive ved med at overhøre kritikken.

Foreløbig er der dog lagt op til en ret begrænset ændring, som næppe er nok til at imødekomme kravet og ønsket om en "fair pensionsalder", som 3F's underskriftsindsamling i 2017 hed. 

Underskriftsindsamlingen rettede sig mod Lars Løkke Rasmussens forslag om at hæve pensionsalderen før det tidspunkt, der allerede var aftalt, og den fik så stor opbakning, at den lige nu har Danmarksrekord i underskrifter på nettet.

Hvis Socialdemokratiets skitse til en tidligere folkepension bliver til virkelighed, vil en 30-årig murer fortsat skulle arbejde, til han er over 70 år, før han kan søge om folkepension. Det vil de færreste kunne holde til – og det er ikke særlig "fair".

Men katten er sluppet ud af sækken, og presset må fortsætte for at få en pensionsalder, som sikrer alle på arbejdsmarkedet både en værdig tilbagetrækning og gode pensionsår. 

Bemærkelsesværdigt er iøvrigt reaktionen fra Dansk Arbejdsgiverforenings direktør, som repræsenterer den klasse, som selv vælger, hvornår de vil gå på pension: "Hvem skal passe det stigende antal ældre, når Socialdemokratiet har sendt social- og sundhedsassistenterne på pension? Og hvem skal skabe grundlaget for dansk produktion og service, når Socialdemokratiet har sendt mekanikerne, tømrerne og butiksmedarbejderne på pension?"

Det understreger for alvor, hvem som holder samfundet i gang – og dermed også har magten til at sætte det i stå.