Det virker næsten grotesk, at den danske regering - kun få dage før kvindernes internationale kampdag 8. marts - annoncerede, at den nu ville gå i krig i Syrien.

Grotesk, fordi mange af de socialistiske kvinder, som var med til at indstifte 8. marts, også var dem, som i gik i spidsen for kampen mod krigen op til og under Første Verdenkrig. 

Situationen kalder på, at vi igen sætter fokus på, at kvindekamp er klassekamp. Og kvindekamp er kamp mod krigen.

I det hele taget er den er verden til forskel mellem de kvinder, som i 1910 tog initiativ til at indføre en kvindedag, og nogle af de 8. marts-arrangementer, som i dag løber af stabelen. Tydeligst udtrykt ved Kvinfos arrangement, hvor kongehusets repræsentant er blandt talerne.

Ideen om at indføre en særlig kvindekampdag blev fremsat af Clara Zetkin på et internationalt kvindemøde i Socialistisk Internationale i København i 1910: "I forståelse med proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer i hvert land arrangerer de socialistiske kvinder i alle lande hvert år en kvindedag, som i første række skal bruges som agitation for kvindevalgretten. Kravet må belyses i sin sammenhæng med den socialistiske opfattelse af hele kvindespørgsmålet," hedder det i resolutionen.

I praksis ville kvinderne vægte fire hovedpunkter: kampen for kvindevalgretten, kampen mod krigsfaren, kampen for omsorg af mødre og børn og kampen mod prisstigninger.

Siden 1910 har kvinder over hele verden vundet en lang række fremskridt. Men lige nu oplever vi også, at fremskridt kan gå tabt igen. Den økonomiske politik, som føres i hele den vestlige verden, anfægter en række af de resultater, kvinderne har opnået gennem de sidste 100 år. Den voksende ulighed, som breder sig, vil først og fremmest ramme arbejderklassens kvinder og børn.

Vi ser det lige nu meget tydeligt med regeringens såkaldte kontanthjælpsloft, som især rammer enlige kvinder med børn.

Situationen kalder på, at vi igen sætter fokus på, at kvindekamp er klassekamp. Og kvindekamp er kamp mod krigen.