Da ledelsen i den lille kødforædlingsvirksomhed Kreatina i Bjæverskov ved Køge sidste år ville gennemføre en ny fyringsrunde, sagde de ansatte stop i solidaritet med de fem ansatte, der havde fået stukket fyresedlen i hånden.

De gik ikke i strejke – men accepterede derimod en lønnedgang på ti procent for at beholde de fem i virksomheden. Men virksomhedens ledelse fyrede få måneder senere ikke blot fem, men syv ansatte. De tilbageblevne 22 måtte ud over at æde lønnedgangen dertil arbejde hurtigere. Og den 16. juli i år meddelte ledelsen så, at de lukker virksomheden.

Kreatinas ansatte ofrede forgæves en tiendedel af deres løn i solidaritet med kollegaerne. Men det er ikke hele historien. Den måde, de udviste solidaritet med de fem kollegaer, var også helt utilsigtet en usolidarisk handling overfor alle de øvrige kollegaer i den danske fødevareindustri. Ved at acceptere lønnedgang gav de konkurrerende virksomheder anledning til også at forsøge at trykke lønnen.

Skal arbejdskøbernes lønskrue brækkes, kræver det solidaritet, ikke blot på den enkelte arbejdsplads, men i fagbevægelsen.

I realiteten adskiller det sig ikke fra Vejlegården, hvor de ansatte mere eller mindre frivilligt lader sig bruge i samme løndumping-pres, og hvor andre restauratører har benyttet lejligheden til ligesom Vejlegårdens forpagter at opsige overenskomsten med 3F. Og så bliver det svært for fagbevægelsen at fastholde overenskomsten på området.

Desværre er fødevareforbundet NNF ikke helt uden skyld i, hvad der er sket på Kreatina. Ved overenskomstfornyelsen i 2004 gik forbundsledelsen med til, at en forsøgsordning om »frit valg« blev gjort permanent. Den gør det muligt lokalt at lave aftaler om for eksempel lavere løn end den overenskomst-aftalte, hvis der blot er lokal enighed mellem ledelse og ansatte. Løndumping-paragraffen blev i øvrigt få år senere kopieret over i Industriens overenskomst.

Paragraffen brugte Danish Crown samme år til at kræve en lønnedgang på 15 procent på koncernens pølsefabrik i Ringsted, hvis fabrikken ikke skulle lukke. De ansatte bøjede sig, men aftalen om lønnedgang blev taget af bordet, da de ansatte på Danish Crowns andre slagterier gik i strejke i protest. De vidste, at de var de næste, der ville stå for tur.

Fra EU’s side er der derimod opbakning til sådanne lokale lønnedgangs-aftaler. Med europluspagt og finanspagt er dette lønpres nu gjort til pligt for underskriverne af pagten, heriblandt Danmark. De skal forbedre »lønkonkurrenceevnen« for virksomhederne, blandt andet ved så vidt muligt at erstatte landsdækkende overenskomster med lokale aftaler.

Skal arbejdskøbernes lønskrue brækkes, kræver det fagbevægelsens fulde solidaritet og fælles front mod aftaler og pagter, som sætter arbejder op mod arbejder. Ellers bliver vores job lønknækket, et efter et.