Italien er uden sammenligning det land i Europa, som er hårdest ramt af corona. Antallet af døde har nu overskredet 16.000.

Det italienske sundhedsvæsen er fortsat meget overbelastet, selv om der de seneste dage har været faldende dødstal og nyindlæggelser.

 EU har stadig ikke sendt hjælp til det sammenbrudte sundhedsvæsen i Italien.

For en uge siden rettede den italienske regering en direkte appel til Danmark om hjælp. Det skete i en situation, hvor landets sundhedssystem reelt var brudt sammen. Danmark har fortsat ikke svaret Italien og har ikke sendt nogen form for bistand.

Mange lande er kommet Italien til hjælp. Det startede med Cuba, Kina og Rusland, som Italien bad om hjælp, efter at EU afviste at reagere på de italienske myndigheders første nødråb.

Siden fulgte mange andre, fra Albanien til Læger uden Grænser. EU har stadig ikke sendt hjælp til det sammenbrudte sundhedsvæsen i Italien.

Virkeligheden er derimod, at EU har et kontant medansvar for det italienske sundhedsvæsens mangel på kapacitet. EU-kommissionen har de seneste ni år ikke mindre end 63 gange anbefalet medlemslandene at skære på deres sundhedsudgifter, sådan som det også er sket i Danmark, hvor sundheds- og plejepersonale er fyret i titusindvis. Også under coronakrisen har EU vist sin manglende evne til at handle i overensstemmelse med folkenes behov.

På trods af de åbenlyse udfordringer der er med corona i Danmark, burde regeringen for længst have svaret Italien og fundet måder, hvorpå man har kunnet hjælpe.

Naturligvis må regeringen og myndighederne sikre, at man kan dække behovet i det danske sundhedsvæsen, hvor der blandt andet har manglet både værnemidler og testudstyr.

Men for eksempel har der hele tiden været ledig kapacitet i det danske sundhedsvæsen. Det kunne man delvist stille til rådighed for Italien, hvor alvorligt syge patienter ikke har fået hjælp og har ligget overladt til deres egen skæbne på fyldte hospitalsgange.

Også på dette punkt kan man se de alvorlige konsekvenser af, at Danmark og de fleste andre lande har gjort sig helt afhængige af de globale markedskræfters betingelser, og at man har lagt produktionen af både værnemidler og medicin i hænderne på globale monopoler i stedet for at sikre en nationalt baseret produktion, som kan dække helt fundamentale behov.

Under coronakrisen har Danmark fået nødhjælp doneret fra Kina, sådan som snesevis af andre lande også har. Men bortset fra en bevilling til udviklingslande har Danmark ikke vist vilje til at hjælpe andre, som står i langt værre situationer, end vi gør her i landet.

Behovet for international solidaritet i den globale coronapandemi er langtfra toppet. I land efter land ser vi, at det er de svageste grupper, som rammes hårdest. Endnu er der mange lande – blandt andet i Afrika – hvor man kan frygte en eksplosiv vækst, fordi store dele af befolkningen her reelt står uden nogen form for beskyttelse eller kvalificeret lægehjælp.

Her bør Danmark også forberede sig på at hjælpe og melde sig i rækken af aktive bidragydere, frem til pandemien er besejret.