NATO sønderbombede Libyen i 2011 og dræbte præsident Gaddafi. Det forandrede Libyen fra at være Afrikas rigeste land til at være et kaos i opløsning med jihadister og menneskehandel.

Siden 2011 har Libyen ikke haft en centralregering. I 2016 oprettede stormagterne en regering med base i Tripoli, som fik støtte af FN. Men denne regering under ledelse af premierminister Fayez al-Sarraj fik aldrig magt udenfor Tripoli.

Opgøret i Libyen er endnu en røverkrig om olie.

Siden 2011 har feltmarskal Khalifa Hafter opbygget en hær, som nu har taget kontrol over det meste af Libyen. Hafter var tidligere militær leder under Gaddafi, men brød med Gaddafi og levede i 20 år i USA. Her blev han amerikansk statsborger og trænet af CIA. Da opgøret mod Gaddafi startede, blev han sendt tilbage til Libyen for at vælte Gaddafi.

Libyen er Afrikas mest olierige land. USA, Frankrig, Italien og andre EU-lande har opbygget deres egne magtbaser i endnu en røverkrig om olie. Også Rusland har haft en finger med i magtspillet.

I flere uger har kampen om magten i Libyen raset, og det er ikke tilfældigt. FN's generalsekretær António Guterres ankom til Tripoli den 4. april som led i forberedelse af en national forsoningskonference med det erklærede mål at skabe fred i landet.

Samme dag som generalsekretæren ankom til Tripoli, startede Hafter en militær offensiv med det formål at erobre Tripoli og forhindre FN-konferencen.

Både regeringen i Tripoli og feltmarskal Hafter er afhængige af stormagternes militære og politiske støtte. USA's præsident Donald Trump, som hidtil har støttet regeringen i Tripoli, talte i telefon med Khalifa Hafter i sidste uge, hvor Trump – ifølge Det Hvide Hus – blandt andet roste Hafters rolle i kampen mod terrorismen og i sikringen af Libyens olie.

Ikke bare USA, men også et land som Frankrig forsøger at helgardere sig, i tilfælde af at magtbalancen forrykker sig i Libyen. Hvad der sker med landets befolkning, bekymrer dem fortsat ikke.

Lige nu er den militære situation fastlåst, men stormagternes kamp om landets olie og naturrigdomme kan hurtigt ende med at trække landet ind i en blodig borgerkrig.