Danmarks deltagelse i krigene i Irak, Afghanistan og Libyen har reelt ikke haft betydning for krigenes udfald. Danske fly og soldater kunne nemt være erstattet af amerikanske eller britiske.

Set fra et snævert militært udgangspunkt havde det heller ingen betydning, at Danmark igen besluttede at gå i krig i Irak, i første omgang med et transportfly og senere med F16-fly og soldater. Det afgørende er, at dansk krigsdeltagelse legitimerer USA's krige og dets udenrigspolitik. Krigen er som altid politikkens fortsættelse med andre midler.

På kort tid er Enhedslisten to gange faldet på knæ for imperialismen. 

Imperialismen har trukket blodige spor i disse lande for at røve deres naturrigdomme og sikre storkapitalens interesser, ofte i blodige opgør med andre imperialistiske magter. Derfor er det afgørende at gøre front mod imperialismen.

På kort tid er Enhedslisten to gange faldet på knæ for imperialismen. Først med blåstemplingen af dansk krigsdeltagelse mod Libyen og senest med støtte til dansk deltagelse i USA's krig i Irak. I Libyen lod Enhedslisten sig bedrage af løftet om, at Danmark forsvarede civile i Libyen. I dag ligger Libyen i ruiner. Nu fastholder Enhedslisten sin støtte til den del af USA's krigsplaner, som omfatter våbentransporter i det nordlige Irak.  

Engang advarede Enhedslisten mod at sende våben til Syrien. Man erklærede, at kun forhandlinger kunne sikre en løsning. I dag trygler Enhedslisten den danske regering og dens krigspartnere om at bevæbne kurderne i Syrien, der er udset som fodfolk i det USA-ledte opgør med terrororganisationen IS, der lige som Taleban er en slange, opfostret af USA og dets allierede i regionen.

Enhedslisten har gjort sine holdninger mere og mere afhængige af de kurdiske partier PKK's og PYD's holdninger og defensive situation på slagmarken. Ø bilder sig ind, de kan fremme et frit og demokratisk Kurdistan, men det accepterer USA aldrig. Kendsgerningen er, at Ø's krigsstøtte forplumrer debatten mellem krigsmagerne og fredskræfterne, om USA's planer og folkenes interesser, om magtens tyranni og international lov herunder spørgsmålet om FN's muligheder og rolle. Det burde give anledning til eftertanke.