62 ekstremt rige mennesker ejer nu lige så meget som den fattigste halvdel af verdens befolkning, som svarer til mere end 3,6 milliarder mennesker. For seks år siden var det 388 mennesker. Hvis udviklingen fortsætter selv i nedsat tempo, vil én mand eje det samme som halvdelen af menneskeheden allerede i 2022. Samtidig vil en procent af jordens befolkning snart eje mere end resten af os andre tilsammen.

Selv Verdensbanken og OECD advarer om, at uligheden er livsfarlig for mange lande, og at social uro forventes at stige i samme grad.

Tyg lige et øjeblik på de tal. Koncentrationen af værdier i hænderne på en forsvindende fåtal accelererer år for år.

På onsdag skal magtens mænd og kvinder diskutere, hvordan de fastholder magten og værdierne på de fås hænder. Midlet er et nyliberalt regime indført af EU, USA, IMF og Verdensbanken. Et system, der presse arbejdere og arbejdsløse ud i fattigdom i profittens hellige navn.

Næste skridt er frihandelsaftaler som TTP og TTIP, der giver selskaber lov til at lægge sag an mod lande, der formaster sig til at føre en selvstændig politik. Kapitalen er hævet over loven og betaler helst ikke skat.

Uligheden hænger uløseligt sammen med de krige, som de rigeste lande eksporterer til de fattigste. Uden krigene er det ikke muligt at fortsætte udviklingen mod det tilsyneladende endemål: Én mand, der ejer det hele, (for en kvinde bliver det næppe).

Arbejdernes lønandel styrtdykker som en naturlig konsekvens af den eksploderende udbytning. Alligevel forsøger hele den vestlige verden at splitte arbejderklassen ud mod de flygtninge og migranter, der tvinges væk fra deres hjem af krig og sult.

Det siger sig selv, at mange samfund risikerer at knække sammen under udviklingen. Selv Verdensbanken og OECD advarer om, at uligheden er livsfarlig, og at social uro forventes at stige i samme grad.

Monopolerne står i et åbenbart uløseligt dilemma: De skal sikre deres profit og aktionærernes interesser, samtidig med at de skal holde arbejdskraften stabil og købedygtig.

De enorme formuer bliver brugt til spekulation – ikke produktion – hvilket blot forstærker den krise, verdensøkonomien befinder sig i. Imens tæller vi ned mod enevælden. Hvornår siger vi fra?