I dag åbner Folketinget efter flere måneders sommerferie.

De to regerings-alternativer vil i åbningsdebatten og de kommende måneder strides om, hvem der vil gøre mest for den jævne dansker, alt imens de fortsætter med at gennemføre en barsk nyliberalistisk sparepolitik.

Der er brug for mere power, hvis vi skal sætte magt bag ønsket om en anden politisk kurs. 

Politikerne vil i dag blive mødt af aktive fra en række foreninger, der på Slotspladsern protesterer mod den politik, der har ramt blandt andre fleksjobbere, kontanthjælpsmodtagere, syge og arbejdsløse. I sidste uge var andre aktive på banen i arrangementet Folket Åbner Tinget, der forsøgte at sætte en ny og mere social dagsorden. Og på torsdag under åbningsdebatten demonstrerer uddannelsesorganisationerne foran Christiansborg.

Det er gode og vigtige initiativer, men det er ikke nok. Der er brug for langt mere power, hvis vi skal sætte magt bag det udbredte ønske i befolkningen om en anden politisk kurs. Vi kan ikke sætte vores lid til, at et flertal i Folketinget pludselig sætter retning mod en mere solidarisk politik. Det skal komme fra os.

Det parlamentariske spil er i et deadlock mellem to regerings-alternativer, der diskuterer brøker i den offentlige vækst, alt mens kommunerne har lidt under nulvækst de sidste tre år. S og V er grundlæggende enige om reformer, der er betinget af EU's finanspagt og kravet om en nyliberalistisk økonomisk politik.

Det er ikke en enestående dansk situation, men derimod tilfældet over hele kontinentet, hvor demokratiet består af to forskellige kandidater, der fører den samme brutale krisepolitik.

Der er brug for, at især fagbevægelsen i langt højere grad sætter sig i bevægelse for at presse politikerne til at ændre retning. Dagpengene er et oplagt sted at begynde, men der er brug for at forsvare og udvikle velfærden over en bred kam som svar på de asociale reformer, den nuværende og tidligere regering har gennemført.

Tusinder vil de kommende år ende på kontanthjælp eller helt uden forsørgelse, hvis ikke der bliver gjort op med nødvendighedens politik.

Det nytter ikke at vente på politikerne. Vi må selv rejse kampen.