Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) benægter alt, og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) husker dårligt og benægter resten.

Det fremgår af deres udtalelser – til Berlingske, naturligvis – efter at to forskeres udredning af beslutningsgrundlaget for Danmarks krige blev offentliggjort i denne uge.

De politikere, som traf beslutningerne om at gå i krig, bør stilles til ansvar.

På trods af det amputerede kommissorium for udredningen, og på trods af at forskerne ikke har haft lejlighed til at afhøre vidner, får de skåret ud i næsten granit, at der var store problemer med den proces, som førte til, at Danmark gik i krig i Irak i 2003.

Regeringen tilbageholdt vigtig information overfor Folketinget og "strammede" oplysninger, så de gav et "ufuldstændigt billede af situationen".

I dag har Anders Fogh Rasmussen ingen ide om, hvordan disse "stramninger" er sket. Og hvad angår de berømte masseødelæggelsesvåben, fastholder han, at "det var den almindelige opfattelse, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben". Hvilket gentages af Per Stig Møller, som også henviser til Forsvarets Efterretningstjeneste, FE.

Måske er det lige på sin plads at minde om, at FE-analytiker Frank Grevil faktisk lækkede dokumenter, som viste, at FE's vurdering i januar 2003 var, at der ikke forelå sikre oplysninger om, at Irak havde operative masseødelæggelsesvåben.

En løgn bliver som bekendt ikke bedre af at blive gentaget flere gange...

Krigsudreningen slår også fast, at det er USA, som i alt væsentligt styrer Danmarks udenrigspolitik. Det har vi ofte skrevet i Arbejderen, men det er dog værd at bemærke, at de to forskere når frem til samme konklusion efter at have set på den praktiske politik over flere årtier.

Solidariteten med USA var afgørende for beslutningen om at gå i krig i Afghanistan, mens forholdene i Afghanistan nærmest ikke spillede nogen rolle, påpeger forskerne. Som i øvrigt er overraskede over, at politikerne stiller så få kritiske spørgsmål i Udenrigspolitisk Nævn.

Ikke se, ikke høre, ikke vide. Det ændrer ikke ved, at de politikere, som traf beslutningerne om at gå i krig, bør stilles til ansvar.