I et stort anlagt sundhedsudspil lægger regeringen op til at bruge fem milliarder ekstra på sundhedsvæsenet de kommende år – ikke mindst på at opdage sygdomme i tide.

Det er både positivt og nødvendigt. Samtidig er det en vindersag, der skal trække vælgere til den sønderskudte regering inden det kommende valg.

Der bliver skåret næsten ligeså meget ned med den ene hånd, som der bliver givet med den anden. 

Problemet er blot, at mens Corydon og co. stolt lancerer nye initiativer og åbner for den fælles pengepose i fotografernes blitz-lys, skærer de benhårdt i sundhedssektoren bag lukkede døre.

Regionerne skal tilsammen skære næsten en milliard kroner på sygehusene alene i 2015. Det betyder blandt andet, at der bliver nedlagt 688 årsværk og skåret 300 millioner kroner alene i hovedstadsområdet. Lige så alvorligt er det i andre dele af landet. Det er katastrofalt i en situation, hvor nogle afdelinger allerede i dag har en bemanding på niveau med nødberedskab. 

Der bliver altså skåret næsten ligeså meget ned med den ene hånd, som der bliver givet med den anden. Hvis pengene til de fine initiativer skal findes gennem besparelser, er de ikke meget værd.

Men hvor sundhedsudspillet er en enlig svale, foregår nedskæringerne år efter år som et resultat af regeringens økonomiske aftaler med regionerne, der hvert år foregår med et minimum af opmærksomhed og uden nogen nævneværdig demokratisk debat. Konkret er de mange fyringer resultatet af det årlige krav om, at effektiviteten skal øges med to procent.

Regeringen trumfer disse massefyringer igennem med åbne øjne. En af de helt centrale årsager er EU's og finanspagtens krav til i de årlige budgetter. Det er en spændetrøje, som Danmark ikke er tvunget til at tilslutte os, da vi som bekendt stemte nej til euroen, men som regeringen alligevel har påduttet befolkningen.

Regeringen bør huske på, at uanset hvor mange prestigefyldte udspil den fremlægger, er det virkeligheden på sygehusene, man mærker på sin egen krop. Den burde tage sit ansvar for de kollektive velfærdsydelser alvorligt. Til gengæld burde den føle mindre ansvar over for EU's diktater om konstante nedskæringer.