I skrivende stund er folketingsvalget endnu ikke afgjort. Udfaldet vil selvfølgelig få konsekvenser, men desværre kun minimale. For uanset hvem der besætter taburetterne i folketingssalen, er det dem, der ejer og bestyrer de danske virksomheder, som sætter dagsordenen.

Der er brug for et opgør med kapitalens diktatur. 

En ny bog om magteliten fører fornyet bevis for, at det er pengemagten og dets netværk, der bestemmer samfundets indretning. 

Den konklusion kom Karl Marx frem til gennem sine analyser allerede for 150 år siden, og den gælder fortsat. De såkaldt regeringsbærende partiers politiske vilje er solidt og vedvarende parkeret i storkapitalens lomme. Finansminister Bjarne Corydon har sagt det klarest: Danmark skal være en konkurrencestat, der konkurrerer med andre stater om at tilbyde de bedste muligheder til den internationale kapital.

Kapitalen har førsteprioritet, for det er den, der skaber vækst i Danmark, lyder argumentet. Men det passer ikke. Den virkelige kapital er arbejde, og den leverer det arbejdende folk – hvis de kan få lov for kapitalejerne.

Kapitalismens krise har kastet hundredetusinder ud i arbejdsløshed. Den har fået kapitalejerne til at forstærke kravet om mere nyliberal politik, både nationalt og gennem EU. De forsøger at presse lønninger og velfærd i bund med støtte fra et EU-apparat, der har nyliberalismen som traktatfæstet grundlov.

Hvis det virkelig var vælgerne, der bestemte samfundets indretning, ville der vel ikke være flertal for et samfund med hundredetusinder af arbejdsløse, samtidig med at stress og hårdt arbejdsmiljø slider folk ned i hobetal? Eller for overfyldte hospitaler og ældre, der kun får skiftet sengetøj en gang om måneden, mens hundreder af milliarder kroner samtidig hober sig uvirksomme op i landets virksomheder?

Kapitalen dikterer præmisserne. Der er brug for et opgør med kapitalens diktatur. Derfor skal pengemagten skiftes ud med en folkemagt, der bygger på virkeligt demokrati.