Privat velfærd. Det var den sproglige nyfortolkning, da regeringen tirsdag præsenterede sit udspil til skattelettelser for 23 milliarder kroner.

"Der findes både offentlig velfærd og privat velfærd", lød det fra en jublende økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll, som næsten ikke kunne være i sin egen krop af begejstring over, at det bliver billigere at købe en Lamborghini.

"Privat velfærd" er bare et andet ord for et forsikringssamfund, hvor de, som har råd, har frit valg på alle hylder, mens fanden tager de sidste.

Og skatteminister Karsten Lauritzen fulgte trop: "I den tid, vi befinder os i, giver vi mulighed for, at man som butiksassistent kan bruge 5000 kroner mere til privat velfærd. Så kan man vælge en større bil eller privat rengøring".

Dermed fik vi en ny dimension ind i debatten om velfærdssamfundet. Nu handler det ikke længere om, at vi alle via vores skatter betaler til kollektive goder, som sikrer os gratis sundhedsvæsen og skoler, men om at vi hver især kan tilkøbe os private goder. Jo flere penge vi har, jo mere velfærd kan vi altså få. 

Det er unægtelig en ny fortolkning af begrebet velfærd, som intet har at gøre med det danske kollektive velfærdssystem, som skulle sikre os alle økonomisk tryghed. Men det siger noget om, at begrebet "velfærd" har bidt sig fast. Nu forsøger regeringen at give det et nyt indhold. Det er rent spin. 

I bund og grund er "privat velfærd" bare et andet ord for et forsikringssamfund, hvor de, som har råd, kan sikre sig mod sygdom og ulykke, kan spare op til en behagelig alderdom og sende børnene i de bedste privatskoler. De rige har - som de har haft gennem generationer - frit valg på alle hylder, mens fanden tager de sidste.

Først i dag løfter regeringen sløret for, hvordan skattelettelserne for 23 milliarder kroner skal betales. Men allerede nu står det klart, at en del af pengene kommer fra den allerede gennemførte "Jobreform I", der blandt andet har sat loft over kontanthjælpen og indført en lav såkaldt integrationsydelse for alle, der ikke har opholdt sig de sidste otte år i Danmark. For den gruppe er der i hvert fald ikke tale om "privat velfærd".